Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
DE PESTSLAGNES FADER
begyndte jeg at vænne mig til teltlivet, og jeg fandt behag i sandsteppens stilhed og
i havets brus; til bredden af dette var det mig tilladt at gå, når jeg tog en af
karantænens vagtfolk med.
På juleaften, i året 1836, da mine tanker fløj hjem til mit fødeland fra denne stille
ørken, hjem til hine dage, som jeg fordum tilbragte ved gildelag i familiens skød, da
rasede en frygtelig uvejrsstorm fra det røde hav til middelhavet i hvirvlende kredse,
buldrede ud i natten og udgød sig i lynildsregn rundt om mit telt, fjærnt som det lå
fra mennesker.
Med hjærtet fuldt af sorg og tungsind over mit lands skæbne, blev jeg reven ud af
drømmerierne ved den hårde virkelighed. Teltet, der raslede under storm og regn,
bølgede over mit hovede, og rødnende i lynilden så det ud som en flammende cherub, der
vogtede et søvnløst leje. "En hvirvelvind slukkede min lampe og den fugtige væge vilde
ikke lade sig tænde påny.
Jeg formår ikke at skildre det, ti den storm i ørkenen var som beåndet af bibelsk
storhed. Anhelli* tænkte, at nu var den hvirvelstorm allerede kommen, der skulde feje
ham bort fra jorden og føre ham langt bort til et roligt, lykkeligt land.
Men også denne søvnløse nat af rædsler gik, og da jeg henimod morgenstunden gik
ud af teltet dækkede jærnskyer himlen og en støvfin regn tågede luften. Men hermed
var skrækken ikke ovre. Arabernes skrig underrettede mig om en ny fare. Hin flod, hvor
igår knap en trådtyk vandåre drev igennem den sandede seng, var svulmet op i
natte-regnen og jog sølvkammet lige frem mod den dalsænkning, hvor vore telte stod. — Der
var knap nogle øjeblikke tilovers for at redde sig.
Med arabernes hjælp bar vi vore telte hen på de forreste sandåse, og i næste nu kom
vandet og fyldte hine sandkredse, der som spor fra vore oprevne telte var tilbage i
sandet. Rystende af kulde og mørk i sindet betragtede jeg fra åsen den usle lille flods
triumf, og som jeg så på dette skuespil, følte jeg mig besynderlig tilmode.
Uden tag, uden ild, uden føde, kendende havets drøn næsten lige under mine fødder,
kunde jeg dog ikke begive mig på vej til den småstad, hvor der var mennesker eller
bede nogen om at tage mig under sit tag og lade mig sidde ved en varmende ild og
gæstfri arne, om der så også kom aldrig så frygtelige storme, om så selve havet kom
og slugte den sandhøj, hvor jeg stod; alt, alt måtte jeg modstå og udholde med egne
kræfter, frelse mig eller gå til grunde for menneskers åsyn; mennesker, som ikke kunde
og ikke vovede at røre mig selv eller mine ting.
Endelig klarede himlen og belært af erfaringen opslog jeg mit telt, ikke i dalen, men
på den højeste ås, og der kom gode, stille dage, som flød roligt hen i ørkenen. Min
dragoman Soliman, en navnkundig og stortalende fyr, fordi han engang havde været
Cham-polions, Roselinis og Fresnels tolk og mange andres, fortalte mig om sine tidligere
herrer forskellige småbegivenheder fra deres rejser og samlede sikkert fra mig et forråd af
iagttagelser, som han engang vilde underholde vordende vandringsmænd med. Ved
aftenstid tog han plads i åbningen til mit telt, deune smukke araber med det store skæg,
og oplyst af månen, der skinnede ind mellem lærredet, sang han strofer af arabiske digte,
hvis uforståelige ord og sorgtunge tone vuggede mig i slummer. Og da — måske en
engel dækkede mig med ridder Solimas kappe og mærkede mig med det røde kors på
skulderen, se araberen forvandledes til en våbendrager, der sang sørgelige sange fra mit
eget fædreland.
Men nok om hin hemmelighedsfulde drøm i mit liv, nok om denne gyldne steppe,
om dette telt, hvor jeg nød rolige, stille stunder, hvor mine øjne, når jeg slog dem op,
gennem det åbnede lærred mødte Orion i en stilling, som var det en stjærnelyre gud
* Anhelli er helten i ét af Juliusz Slowacki* værker og en legemliggørelse af digteren selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
