Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
469 DE PESTSLAGNES FADER
havde hængt over den blege polaks telt. Nok om denne stille uge i mit liv — den
svandt. —
Mine kameler knælede påny for mig og strækkende de slangeagtige halse bar de den
tanketunge pilegrim til Christi grav. Men da jeg allerede var en times rejse østerude,
drejede jeg mig i sadlen for endnu en gang at betragte mit grønne telt. Jeg fik øje på
det oppe på åsen, og det kom mig for, som om det selv var steget op på et højt sted
for at hilse farvel; og om det nu var mennesker, som pakkede alt sammen, eller det var
selve teltet, der uden beboere følte sig fri, nogle pæle rykkedes løs fra sandet og
lærredet flagrede som en kæmpevinge bag mig, visende mig sit skød så sort og så tomt.
Jeg vendte mig bort fra et syn, der var som skulde mit hjærte sønderrives. Og kort
efter begyndte hvide liljer at dukke op mellem sandet, vidnende om at jeg nærmede
mig til et frugtbarere land, og jeg kom til at tænke på, at Christus med sine øjne
rettede mod disse samme blomster havde sagt til sine disciple, at de ikke skulde bekymre
sig for den dag imorgen eller for denne verdens ting, de behøvede jo blot at se på de
liljer, som gud klæder.
Sådan var karantænestationen i ørkenen for mig. Værre, langt værre var den for hin
mand, der fortæller sin ulykke på de følgende blade. Historien om hans jammer er ikke
digtet, doktor Steble fortalte mig den. Gærne vilde jeg takke ham både for denne
skildring og for hans brød og hans hjærtelighed, om jeg blot vidste, at disse ord kunde nå
ham derude i ørkenen.
Men hvad betyder for ham dette minde om vort samvær i et sprog, han ikke forstår,
og udtalt af en stemme, der næppe rækker så langt som kredsene om en sten, der kastes
i vandet.
Tre gange fyldtes månens hele guldkrans,
tre gange, siden her mit telt jeg spændte.
Foruden barnet ved min hustrus bryst
jeg ejed trende sønner, trende døtre.
Den hele flok, nu stedt til evig hvile,
fulgte med mig. Ni stolte dromedarer
gik om i sandet på den hvide skrænt
og næred’ sig af ørkentidslers toppe,
til aftnen lagde dem i kreds derhenne,
hvor længst vor ild ej mere bliver tændt.
De piger små, med lerkar hented’ vand,
og mine sønner tændte bål til natten,
den lille died’, mens min hustru kogte.
Alt, alt er borte. Dér, derhenne er det,
hvor graven griner mod den hede himmel,
i Sjechs det hvide, hårde dødskapel.
Og jeg, o jammer, går tilbage — ene.
Tre gange fyrretyve evigheder
er gået, siden pestens engel søgte
mig første gang bag lærredsmurens hegn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
