Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE 227
Grund af sine monogame Tilbøjeligheder, som det vanskeligt faar tilfredsstillet,
prøver det atter og atter Lykken: holder Elskerinder og begaar Ægteskabsbrud.
Sjælelivets Spaltning betyder tillige, at Menneskene løber Fare for at blive
stumme, ude af Stand til at give Tanker og Følelser Udtryk. Hvis to Mennesker
fuldstændig klart kunde opfatte deres eget Sjæleliv, vilde det være dem umuligt
at meddele deres Iagttagelser til hinanden. Sproget ejede ingen Udtryk for dem,
og Mangelen vilde ikke kunne afhjælpes, da Sprogets Evne til at være
Forbindel-sesmiddel afhænger af, at de to Mennesker forstaar samme Ting ved samme Lyd;
men de vilde opdage, at de slet ikke eje falles Følelser eller Tanker. Hos hver af
dem var Sjælelivet afhængigt af forskellige Aarsagsrækker, og selv om der kun
var en Nuanceforskel mellem de to Menneskers tilsvarende sjælelige Fænomener,
var det nok til at gøre gensidige Meddelelser umulige. Allerede forlængst er
Menneskenes Sjæleliv vokset fra Sproget, og som Einar Elkær siger: »Det blotte Ord
er Prostitution«. Man behøver kun at betænke, hvor mange tragiske Konflikter
der er opstaaet, fordi Ordet »Kærlighed« er blevet brugt og tillidsfuldt modtaget
som Betegnelse for en bestemt Følelse, skønt Talen har været om utallige
Nuancer. Hvis man tænker sig, at Pengeomsætningen mellem to Lande foregik
udelukkende ved falske Penge, vilde det ikke skade Landenes Forbindelse, før man
opdagede Forholdet, men saa vilde de to Lande være isolerede.
Forgæves forsøger Sproget at følge med i Udviklingen, forgæves forsøger
Digtere og Tænkere, at danne nye Ord og give de gamle nye Værdier. De kommer
bag efter og bliver stedse mere distancerede. At anvende Betegnelserne godt og
ondt paa denne Udvikling hjælper ikke, naar den er nødvendig. Men en saadan
Overgang fra socialt til ensomt Væsen smerter, og denne Smerte finder Udtryk
rundt om i den moderne Literatur.
Jeg vil nævne Obstfelders stammende og uklare Poesi og Thomas P. Krags
»Ulf Ran« — maaske den ogsaa ligger bag en Bog som Knut Hamsuns »Pan«.
Navnlig kommer den til Orde hos Nietszche, der atter og atter f. Eks. i sine
Breve gør opmærksom paa sin Ensomhed. I et af hans smukkeste Digte »Der
Wanderer«, finder hans Savn et gribende Udtryk:
Es geht ein Wandrer durch die Nacht
Mit gutem Schritt;
Und krummes Thai und lange Hohn —
Er nimmt sie mit.
Die Nacht ist schön —
Er schreitet zu und steht nicht still.
Weiss nicht, wohin sein Weg noch will.
Da singt ein Vogel durch die Nacht:
»Ach Vogel, was hast du gemacht!
Was hemmst du meinen Sinn und Fuss
Und giessest süssen Herz-Verdruss.
In’s Ohr mir, dass ich stehen muss
Und lauschen muss — —
Was lockst du mich mit Ton und Gruss?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
