Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sæl; og det er noget, enhver Kvinde
maa kunne deroppe i det Land, hvis
hun da vil ha’ sig en Mand.
Men Rebekka — det var hendes
Navn — kunde ikke taale at staa bojet
længe over Sælen; thi det er nemlig
slet ikke noget let Arbejde; det fordrer
Kræfter; og naar hun prövede derpaa,
kom hun altid dagen efter til at spytte
Blod. Hun blev derfor snart helt borte
fra Flensepladserne; det var ellers det
Sted, hvor alle de unge samledes. Det
eneste hun kunde var at sy; og det
blev tilsidst saa, at hun altid sad
hjemme paa sin Briks med Benene
overkors og sit Arbejde i Sködet. Men
saa blev hun ogsaa blegere og spinklere
for hver Dag, der gik.
Og medens alt andet trivedes og
blev stærkt og stort i den lille, frodige
Dal, saa sygnede hun mere og mere
hen. Hun hang med Hovedet ganske
som en Blomst, der havde faaet Frost,
og selv i Solskin saa hun ud som om
hun frös. Og Moderen, der saa det,
græd mange bitre Taarer i Lön.
Saa hændte det en Dag, at der kom
en Baad med mange fremmede
Mennesker, og blandt disse var Samuel.
Samuel var en Dværg, lille og bleg,
lige som om han kunde være en
Broder til Rebekka.
Og nu gik det som det ofte gaar,
naar to, der passe for hinanden, mödes;
de kom til at holde af hinanden.
Samuel var jo heller ikke som de
andre; naar de unge Mænd stak til
sös paa Sælfangst i deres kajakker,
maatte han blive tilbage, og naar de
tog til Fjælds paa Jagt, sad han hjemme
og snittede Redskaber ud i Ben og
Træ. Rebekka sad da hos ham og
syede. Hun havde det slet ikke
ensomt mere, og man saa hende nu
aldrig græde.
Og da Baaden nogen tid efter rejste
bort, var Rebekka med.
Inde i Bunden af en bred Fjord
boede Samuel; det var en stor Koloni,
hvor der baade var Butik og Præst og
Læge.
Da man havde naaet derind,
vandrede Samuel og Rebekka sammen op
til præsten. De var glade og lykkelige
begge to, for nu skulde de have det
godt sammen.
Havde de bare kunnet, vilde de
sikkert have sprunget og danset den
hele Vej.
Præsten var en rar, gammel Mand;
han stod just i sit Vindue, da de kom
gaaende op mod hans Hus med
hinanden i Hænderne. Han kendte dem
godt begge to, og han blev bedrövet,
da han saa dem komme sammen; thi
han vidste, hvad de vilde.
De blev meget længe inde hos
Præsten, og da de kom ud hulkede
Rebekka höjt af Fortvivlelse. Samuel gik
stille ved Siden af med duggede Öjne.
Ganske langsomt gik de ned over
Fjæl-det og forsvandt.
Præsten havde bedt dem om at
betænke sig alvorligt inden de giftede
sig: — — de var jo ikke som andre
Mennesker.
Der er Mennesker, som födes i
Skygge og som aldrig naa’r frem til
Sol; der er Mennesker, som ser Lyset
blot for at lide, Mennesker, der maa
æde deres Bröd under Graad: thi
Livet kan forme sig som en grusom Kamp,
hvor der flyder meget Blod.
Det var allerede Dagen efter at
Samuel gik op til Præsten igen; — de
havde betænkt sig; — og en Maaned
derefter holdt de Bryllup. De byggede
sig et lille Hus og de levede lykkeligt
sammen.
Samuel skar Redskaber i Ben og
Rebekka syede for Folk. Og alle var
gode imod dem. Altid hörtes Sang
og glad Snakken inde fra Hytten og
Solen lyste mange Blomster frem af
Jorden om deres Hjem.
Nu fik da endelig de to, som ikke
var som de andre, elske og leve
ganske som de, der var raske og sunde;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
