Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XI. Paa Veien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—== 272 ===
»Gjør intet,< svarede Stephen utaalmodig, »de der-
inde kjender ikke Folk i St. Oggs. Før den op og ned
her i fem Minutter, < tilføiede han til Willy, som nu var
lige ved dem. Saa vendte han sig og gik afsted ved
Siden af Maggie. Det var klart, at hun maatte gaa
videre nu.
» Tag min Arm,< bad Stephen indtrængende. Og
hun tog den, idet hun hele Tiden følte det, som om
hun gled nedad i et Mareridt.
»Der er ingen Ende paa denne Flendighed,< me -
hun, idet hun kjæmpede for at fjerne Indtrykket ved
Tale. »Det er slet — tarvelig Adfærd — bare at tillade
et Ord eller et Blik, som Lucy — som andre ikke maatte
ha" været Vidne ti. Tænk paa Lucy.<
» Jeg tænker paa hende — velsigner hende. Hvis
jeg ikke gjorde det — —<
Stephen havde lagt sin Haand paa Maggies, der
hvilede paa hans Arm, og de følte det begge vanskeligt
at tale.
»Og jeg har andre Baand,< fortsatte Maggie tilsidst
med en fortvivlet Anstrengelse, »selv om ikke Lucy var.
»De er bundet til Filip Wakem?* sagde Stephen
hastigt. »Er det saa?<
» Jeg anser mig bunden til ham — jeg agter ikke
at gifte mig med nogen anden.
Stephen blev taus igjen, indtil de var kommen paa
en Del af Veien, som var ganske græsklædt og i Skjul.
Saa brød han heftig ud:
»Det er unaturligt — det er skrækkeligt, Maggie!
hvis De elskede mig, som jeg elsker Dem, saa skulde vi
kaste alt andet over Bord og kun tilhøre hverandre. Vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
