Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIV. Opvaagnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hende paa, men Maggies Villie om at gjennemføre det
kommende Brud var urokkelig. Hun vilde bære Lidel-
sserne.
» Vi tør ikke vente * — sagde hun sagte, men tyde-
lig — »vi maa straks skilles.
» Vi kan ikke skilles, Maggie, < sagde pe endnu
mere paagaaende: »jeg kan ikke udholde det. Hvad
nytter det at paaføre mig slig Elendighed. Slaget —
hvorledes det end kunde have været — har rammet
nu. Kan det hjelpe- nogen anden, at De driver mig til
’ Vanvid? <
»Jeg vil ikke begynde noget Fremtidsliv — end
ikke for Deres Skyld,< sagde Maggie skjælvende, »med
frivilligt Samtykke i, hvad der er Uret. Hvad jeg sagde
i Basset, føler jeg nu: Jeg vilde heller være død end
falden i denne Fristelse. Det havde været bedre for os,
om vi dengang havde seet hinanden for sidste Gang.
Men vi maa skilles nu.<
» Vi vil ikke skilles ad,* sagde Stephen og stillede
sig uvilkaarlig med Ryggen mod Døren og glemte alt,
hvad han havde sagt nogle Øieblikke iforveien. *»Jeg vil
’ikke taale det. De gjør mig gal — jeg véd ikke, hvad
jeg gjør! <
Maggie skjalv. Hun følte, at denne Skilsmisse ikke
kunde iverksættes straks. Hun maatte sætte Lid til en
langsommere Indvirkning paa Stephens bedre Jeg — hun
maatte. være forberedt paa-en haardere Dyst end-det at
løbe sin Vei, mens Beslutningen endnu var ny og frisk.
Hun satte sig ned.
Stephen saa" fortvivlet paa hende, og hans Øine lyste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
