- Project Runeberg -  Møllen ved Floss / Anden Del /
316

(1895-1896) [MARC] Author: George Eliot Translator: Christian August Bugge
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIV. Opvaagnen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Bg 3 6

JÅ Ri Maggie svarede ikke straks. Hun gjennemgik baade
en ydre og indre Kamp. Endelig sagde hun med en
lidenskabelig Hævden af sin Overbevisning — ligesaa meget
vendt mod sig selv som mod ham:

»Det ser rigtigt ud — ved første Øiekast; men naar
jeg betragter det nærmere, er jeg viss paa, at det ikke
er rigtigt. —Trofasthed og Standhaftighed betyder noget
andet og mere end det at gjøre, hvad der er lettest og
behageligst for os selv. Det betyder, at vi skal give
Afkald paa alt, der krænker den Tiltro, andre har sat til
os, hvad der kan volde dem Sorg, som vort Livs Førelser
har gjort afhængige af os. Hvis vi — hvis jeg havde
været et bedre, ædlere Menneske, vilde disse Krav have
været saa stærke hos mig — jeg vilde stadig følt dem
øve sit Tryk paa mit Hjerte — netop som jeg gjør det
nu i Øieblikket, da min Samvittighed er vaagnet — saa
at en modsat Følelse aldrig vilde faaet Rum hos mig,
saaledes som skeet er; den vilde øieblikkelig være bleven
kvalt — jeg vilde have bedet saa inderligt om Hjælp —
jeg vilde have flygtet, som man flygter for en skrækkelig
Fare. Jeg har intet at anføre til Undskyldning — intet.
Jeg vilde aldrig have opført mig saaledes mod Lucy og
Filip, som jeg har gjort, hvis jeg ikke havde været svag,
egenkjærlig- og haard — istand til at tænke paa deres
Sorg uden selv at føle. Smerte. Det vilde have ude-
lukket al Fristelse. Aa, hvad maa Lucy føle nu? Hun
har troet paa mig — elsket mig — hun har været god
mod mig. Tænk paa hende . .. .<

Maggies Stemme holdt paa at kvæles af Graad, da
hun udtalte de sidste Ord.

»Jeg kan ikke tænke paa nogen anden end Dem,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Apr 14 00:26:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vedfloss/2/0322.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free