Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 Hallvard Bergh.
de og satte næsen i marken, skyndte sig op igjen, sprang og
faldt og faldt og sprang og raabte jammerlig om hjælp i deres
store nød; men bukken tænkte Ve at de havde villet
have ham til nar, og kutede efter for at lade dem faa smage
hans store, krogede horn. Hvis nu smaagutterne ikke var
istand til at komme bagom lukkede døre, saa endte det altid
med, at han stangede en god del af deres naragtighed ud af
dem, for han tilgav sent en fornærmelse.
Smaabørn ænsede han aldrig. Med mig var han umaade-
lig fint tilvens, for jeg gav ham salt og flettede hans præg-
tige skjeg.
Han brød sig ikke om at følge de øvrige af sæterens
kreaturer. Til det var han for stolt og selvstændig. Naar
han var sulten, lakkede han bort i løvlierne; naar han var
passelig mæt, vendte han hjem og lagde sig til at tygge drøv
paa salthellen, eller han hoppede op paa sætertaget og ledte
sig ud en plads paa den side af peispiben, hvor vinden ikke
blæste paa ham.
Naar da jeg lokkede og sa: »Kom nu, kom nu, Mads,
skal du faa salte, saa svarte han med en lang brægen, som
var merkværdig pibende og sørgelig. Han vilde aabenbare
for mig det vemod, han følte over denne verdens daarlighed-
Var han ikke udhvilet, da svarte han mig blot én gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
