Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den oldkristelige litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Den o Idkristel ige titter atur.
ringen er at den griper innover i sjelen. Bak de ytre fakta ser vi
de indre motiver og føler stemningen og brytningene i sjelens dyp.
Og vi ser alltid Herrens hånd som styrer alt. Slik så Augustinus det,
det er en skildring av sin omvendelses sjeledrama han har gitt. Han
ser tilbake på det fra der hvor han står med sin faste tro og sjelens
dype fred. Boken er skrevet som en stadig bønn til Gud og
synds-bekjennelse for Gud, og lyset faller her alltid fra oven. Den er
skrevet til opbyggelse, men så sannferdig er bekjennelsen at vi ser
gjennem det opbyggelige inn til spenningen mellem maktene i
Augustinus’ sjel.
Augustinus’ liv fører ham fra hjemmet i Afrika til Rom og så til
Milano, hvor gjennembruddet skjer hos ham. Både antikken og
Orienten har tak i hans sinn. Det er oldtidens veltalenhet som er hans
studium, og hans beundring for formen er stor og blir alltid stående
hos ham, skjønt han i sin livsskildring bare ser den som verdslig
forfengelighet. Men et skrift av Cicero, den nu tapte „Hortensius",
vekker trangen hos ham til en fast og bærende livsanskuelse, og så
biir det antikkens filosofi og Østens religion som brytes i hans sinn.
Hans mor er kristen og han er opdradd som kristen, men ikke
døpt. Han slutter sig til Manikæerne, som vilde formidle jødisk
og kristelig lære med persisk tro på striden mellem et oprindelig
godt og et oprindelig ondt prinsipp. Hans kristne mor er fortvilet,
og han gyser selv nu efterpå ved å minnes at han i sin ungdoms
år har levet i denne ugudelige forvillelse. Det synes ham som dette
oprindelige onde smusser til Guds rene billede. Tvilen tar ham, han
biir filosofisk skeptiker. Men han kan ikke leve i tvilen. Han
griper til Plotin og nyplatonikerne; slik som han gir inntrykket av
dem, tegner deres lære sig halvt kristelig, som en kristendommens
forgård, men uten frelsens Jullbyrdelse. Så fører studiet av Paulus
ham til kristendommen. Imidlertid har det ville liv om ham i
Kartago, Afrikas hovedstad, hvor han var veltalenhetslærer, oprørt ham;
han reiser til Rom, men har ikke lykken med sig. Så biir han
ansatt som veltalenhetslærer i Milano og møtes her med biskop
Ambrosius. Han hører hans prekener for hans veltalenhets skyld, men
den troens makt som bærer dem, griper ham. Og så kommer
krisen i hans liv. Det er ikke tankens krise, for hans opfatning er
nu blitt kristen, men han selv er det ikke. Hans sinn er tvedelt,
han kjenner løftningen, men sanselighet og verdslig ære holder igjen.
Han føler sig draget og kan dog ikke følge kaliet, han vil vente og
han venter, men er forpint i sin sjel. Så kommer katastrofen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
