Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Antikken og de germanske folk. Hollands og Tysklands litteratur på 1600- og 1700-tallet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Antikken og de g er manske f o Ik.
vakte forargelse og hertugen bød Lessing à holde op med sine
teologiske stridsskrifter. Så vendte Lessings tanke sig til dramaet. I
et drama kunde han gi det ideale uttrykk for sitt hjertes mening.
Og nu fulgte han for første gang Shakespeares fotspor. Hans
„Nathan der Weise“ blev skrevet i Shakespeares blankvers. Det var
midlet til å bevare sprogets naturlige frihet og ledighet og samtidig
gi det versets edle form. Men Lessing var ikke lyriker; sin fulle
poesi fikk det tyske blankvers først hos Goethe.
Lessings „Nathan der Weise" blev det første av den tyske
klas-sisismes store dramaer. Her er handlingen lagt tilbake i en ideal
fortid, korstogstiden, hvor de tre religioner, den kristne, den jødiske
og den muhamedanske, møtes. Men noget billede av korstogstiden
har Lessing ikke villet gi, det vesentlige er at de tre hovedskikkelser
er ideale representanter for hver sin religion. Og i denne
idealisering har Lessing bevart sitt klare og kloke blikk. Sultan Saladin er
den noble overlegne fyrste, impulsiv og nonchalant, han kjenner
menneskene av instinkt, som fyrster bør gjøre. Titelskikkelsen,
Nathan, er den vise gamle jøde. Han er glad ved livet, velvillig og
velgjørende, enkel midt i sin rikdom, men forbeholden, mildt ironisk
ser han på menneskene med et smil. Han skal i stykkets store
scene svare Saladin på hans spørsmål, hvilken er den beste religion.
Han svarer først avvisende: Sultan, jeg er jøde! Men Saladin
trenger på. Og Lessing har da brukt Boccaccios fortelling om de
tre ringer. Faren hadde en ring med den underfulle egenskap at
den gjorde sin eier god og elsket av folk. Han lar gjøre to lignende
og gir hver av sine sønner en ring i arv. Hvilken er nu den ekte?
Lessing viser her både sin pessimisme og sin optimisme. Han lar
dommeren barsk uttale den kjennelse at alle tre ringer er falske.
Når alle de tre brødre kan komme i trette om sine ringer, har
ingen ring gjort sin eier god og elsket, og derfor kan ingen av ringene
være ekte. Men dommeren tilføier et råd, som inneholder Lessings
tro både på menneskene og på religionens forediende makt:
Mit Raad er dette:
Tag Sagen, som den er! Har hver af Eder
En Ring til Gave faaet af sin Fader,
Saa stol enhver af Eder trygt kun paa,
At hans er ægte. Sikkerlig Jer Fader
Ej længer vilde Ringens Tyranni
I Huset taale! — Sikkert har han elsket
Jer lige højt, ej villet skuffe to
For én at gjøre lykkelig. – Velan!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
