Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romantikken i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Don Juan.
265
En Helt jeg savner: sælsomt, ikke sandt,
naar Pressens Spalter kappes om at sende
en ny hver Maaned ud, — indtil man fandt
at han var ej den rette heller, denne.
Jeg søger ej mit Bytte paa den Kant,
kom derfor Don Juan, min gamle Frænde. —
Vi har jo alle for din Skæbne skælvet,
naar du — lidt brat — paa Scenen røg til Helved.
(Oversatt av Holger Drachmann.)
Snerten rammer de ustadige moteluner hos Londons høie
seiskap og med det samme setter Byron skrekk i alle bra borgere;
for dem er nemlig navnet Don Juan en gru og en redsel. Og verre
blir det. Byron regner op alle Englands helter fra fortid og nutid,
og ved siden av dem stiller han heltene fra revolusjonens og
Napoleons Frankrike. Vi må huske at Bonaparte og Frankrike dengang
rundt i England blev nevnt med avsky. Så er hansken kastet og
Byrons ironi kan spille op.
Den tar Sydens sol til forbundsfelle. La Don Juan bli opdradd
til et rent ut engelsk dydsmønster, så meget som hans mor vil —
Byron tegner i moren et satirisk portrett av sin hustru. Det nytter
dog ikke, for når de 16—17 år kommer, får alderen her under
Sydens sol og Donna Julias skjønnhet nok bukt med dydsmønstret.
Donna Julia kan ha den sterkeste pliktfølelse for sin männ på 50
(hun vilde nok helst ha ham delt i to på 25). Og ære, plikt,
religion gjør henne trygg på sig selv. De kan stå imot alt, så der er
ingen fare. Akk, hadde det bare ikke været sommeraften og
måneskinn.
Og hendes Stemme tabte sig i Sukke,
til for et Alvorsord det var for silde,
og Taarer randt fra hendes Øjne smukke,
for smukke til at være Taarekilde.
Men ak, for Elskov alt maa under bukke.
Dog mente hun det sikkert ej saa ilde,
hun overgav sig, ja, men Fod for Fod kun
og med et „jeg tillader ej“ — tillod hun.
Men når hun så overraskes av sin mann, får hun Don Juan
gjemt i hast, og tar imot ekteherren som den krenkede hustru. Hun
forteller ham med en tungeferdighet som ingenting kan stanse, om
hans år og om de tilbedere som har sukket forgjeves for henne.
Og når de har søkt overalt undtagen naturligvis i sengen, hvor Don
Juan er gjemt, faller hun til en kraftig finale i en passende avmakt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
