Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romantikken i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Romantikken i England.
følelse for tingenes poetiske liv. Og den understøttes av en
sprogkunst, hvor hvert uttrykk blir et levende billede. Det brogede vindu
i Madelines kammer biir en hel verden for Keats med sine ruter
med utallige spragleskjær og strålende farver som sommerfuglens
brokede vinger, mellem tusen adelstegn og demrende helgener og
dunkle våbenmerker står her et våbenskjold som blusser av
dronningers og kongers blod. Og hvor mangfoldig biir ikke dette
farve-skjær, når månen skinner gjennem vinduet inn på Madeline selv,
mens hun kneler i bønn foran sengen. Varmt dyprødt skjær faller
på hennes skjønne bryst, rosenrødt på de foldede hender, på hennes
sølvkors blid ametystfarve og om hennes hår stråler en glorie som
på en helgen.
Det er ikke bare synet som kan trylle frem en verden for Keats.
Les en strofe som denne i hans sang til Nattergalen:
O, havde jeg en Druedrik, der længe
var kjølnet i en Hules Kældergange,
hvis Smag var Blomsterduft og grønne Enge
og solbrændt Fryd og provençalske Sange!
O, havde jeg et Bæger fra hvis Bund
Sydens den ægte Hippokrene flød
med Perlebobler vinkende ved Randen,
og purpurplettet Mund,
saa drikkende jeg glemte Liv og Død
og svandt i Skovens Skyggenat selvanden.
(Oversatt av G. Brandes.)
Hele sydens jubel klinger med i rusen av denne drikk, og man
forstår at den som har skrevet en slik strofe, kunde ta
kayenne-pepper i munnen for derefter bedre å kunne nyte vinens svale smak.
— Sanseglød og skjønnhetstrang forener sig i hans skildring. Den
kan være ungdommelig henrevet og blussende som i St. Agnes aften.
Men han kan også gi et mektig billede av de veldige titaners dumpe,
ville kval i hulen, hvor de ligger slagne.
Det var en hule — intet lys til hån
i deres tårer der gav skin. Sitt støi
de følte, hørte ei, for evig dur
av tordenfosser og av hese strømmer
som dundret med sin masse, uvisst hvor.
Nut stakk der frem mot nut, og klipper syntes
stadig, som reiste de sig just av søvne
og slo de svære horn, panne mot panne
og slik i tusen jette-innfall laget
et tak som høvet slikt et kvalers bo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
