Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
Manzoni og Leop ar di.
sverd. Våbenløs, naken, lenket, nedbøid sitter du på jorden og
gråter. Hvem tok, med list eller makt, dine våben og prydelser fra
dig? Forsvarer ingen dig? Våben, våben hit! Jeg alene skal
kjempe og falle for dig, og gid mitt blod var ild for Italias sønner!
Dine sønner — hvor er de? Akk, de kjemper i fremmed egn for
fremmed lands sak!“ Hans syn biir stadig bitrere. I sitt dikt til
sin søster Paolinas bryllup sier han: „Enten biir dine sønner
ulykkelige eller de blir feige. Da heller ulykkelige! Tidens sletthet har
satt evig splid mellem edelhet og lykke. Det må bli ditt hjertes
helligste plikt at dine sønner ikke skal bli venner av lykken og
spilleball for ussel frykt og håp. Da vil de i fremtiden bli priset.
For vi forakter de edle mens de lever og priser dem når de er
døde." Midt gjennem smerten ser vi her en stolt forakt. Og både
smerten og forakten skulde nå videre enn til fedrelandet. De skulde
bli verdenssmerte og verdensforakt. Dette gjennembrudd skjer i
diktet „Brutus den yngre" (Bruto minore). Her viser Leopardi
stoikerens barske oldtidsåsyn. Brutus sitter på slagmarken ved
Fi-lippi med dragen dolk; han vil ikke overleve fedrelandets frihet.
Han slynger sin hån og sin forbannelse mot gudene og skjebnen.
Han ser, bitter i sinn, naturens bevegelighet, fuglers, dyrs og
menneskehjordens dvaleliv, uforstyrret av fedrelandets ulykker. Dyden
er et tomt ord, roper han. Guderne beskytter de onde.
En jernhaard ubønhørlig Skjæbne tynger
paa Dødens usle Trælle.
Den sløve Hob som ei kan slippe bort
fra Aagets Tryk, sig trøster med: Nødvendigt
er dette Aag. — Er Ondet mindre haardt,
som ei kan ændres? Føle vi ei Smerte,
skjønt Haabet er os røvet?
En Krig paa Liv og Død den Kjække fører
med dig, du onde Skjæbne!
Han har ei lært at fly, — men naar din Haand
ham rammer og med Kæmpetag ham ryster,
med Haan du over Helten triumferer.
Men mod hans stolte Hjerte
det skarpe Staal alt iler,
og lengselsfuld mod Dødens Mulm han smiler.
Olympens og Kokytos døve Drotter,
du onde Jord, du Nat!
Ei i min Dødsstund knæler jeg for Eder
og ei for Trøstens Glimt i Dødens Mulm:
det store Fremtidsry. Og ei jeg beder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
