Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
var den bedste stund, jeg har vidst af, da Vigdis
og jeg spiste bær sammen ved horget — da var
jeg gladere end den dag, jeg gutten dræbte min
fars banemand under Hauketind. Men da hun
gik fra det sidste mødet vort der, havde hun
faat den største sorg — endda det lærte jeg
siden, at større sorg havde jeg faat selv."
Veterlide siger harm:
Har du voldtat Gunnars datter, da har du
gjort et nidingsverk, jeg aldrig havde trodd
dig til."
Ljot ler lidt og svarer:
Kanske jeg ikke havde trodd det selv."
Veterlide mæler igjen:
Ilde er dette, frænde —" og Ljot ler atter
og siger:
,Ja vel er det ikke."
Derefter taug de længe. — Tilsidst reiste Ljot
sig op og begyndte at klæ af sig; han spurgte,
om Veterlide ikke syntes, det var paa tide at gaa
tilro. Leikny klemte sig md til væggen; hun
rystet som et aspeløv, men lukket øinene og
prøvet at lade, som hun sov.
Da Ljot var afklædt, drog han aaklædet til
side og skulde lægge sig, fik saa øie paa hende.
Han blev blodrød og slåp aaklædet. Straks efter
bøiet han sig frem og kaldte sagte paa hende.
Leikny svarte ikke, men pustet tungt, som sov
hun fast. Ljot vendte sig og sa:
Jeg faar re seng til dig paa langbænken,
frænde, for jeg ser, Leikny er kommet hidop."
8 — Viga-Ljot og Vigdis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
