Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faa hvile til Slut. Men han fik jo ikke hvile for
Sønnesønnens uhyre Ærgjerrighed; han var jo nu kastet op
sammen med Sten og Grus? Sludder! han maatte just
smile dertil, at Sønnesønnens Arbejde gik henover hans
Hoved.
Under disse Tanker var han afklædt og i Seng.
Farfaderens Billede gled atter frem. Hvad vilde han have?
Nu maatte han være tilfreds; thi Slægtens Ære bruste
frem over hans Grav; hvem Anden havde en saadan
Hovedstav? Men hvad var dog dette? Disse to uhyre Ildøjne og
det Fræsende, Susende, det er jo ikke Lokomotivet længer,
thi det bøjer bort fra Banen? Det kommer fra
Kirkegaarden og ligemod Huset i en uhyre Rækkefølge.
Ildøjnene er Farfaderens, og det Tog bagefter er alle de Døde
bagefter. Det gaar bestandig frem mod Gaarden, larmende,
bragende, lysende. Vinduet brænder alt i Gjenskinnet af
de Dødes Øjne ... han tog sig sammen med voldsom
Kraft, thi det var en Drøm, naturligvis, bare Drøm, vent
dog til jeg bliver vaagen ... Se saa: nu er jeg vaagen,
kom nu I Stakkare! Og se: de kom virkelig, fra
Kirkegaarden, kastende Banen, Skinnerne, Lokomotiv og Tog,
saa det med stort Drøn sank i Jorden. Der blev Græsvold
med Kors og Grave som før, og ganske stille. Men store
som Kjæmper kom de selv, og Psalmen: "Lad de Døde
have Ro!" gik foran dem, han kjendte den; thi den havde
nu i alle disse Aar daglig suset gjennem hans Sjel, nu
kom den forat blive hans Ligsang; thi dette var Døden og
Dødens Syner. Sveden perlede frem over hele Legemet,
thi nærmere og nærmere, – og se der, paa Ruden, der laa
de nu, og han hørte sit Navn. Forfærdelsens Magt greb
ham, han kjæmpede for at faa skrige, thi det vilde kvæle
ham, en død kold Haand tog alt i hans Strube, da han
netop fik Maalet op i et hvinende: Hjælp mig! – og
vaagnede. I det Samme knustes Vinduet udenfra, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
