Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vort Hjem. En Indledning af Professor Har. Høffding - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drenes Grave være et Centrum, man kredser om, og hvor man tager
Kampen op, selv om man ellers ingen Modstand gør mod frem-
trængende fremmede Skarer. Allerede her undergaar da Hjemmet
den betydningsfulde Metamorfose fra at være et materielt Nødvendigt
til at blive et ideelt Værdifuldt. Hvad der fra først af kun var et
fysisk Tilhold, kan siden blive det eneste Sted, hvor Livet synes
værdt at leve, fordi det kun dér kan leves i Sammenhæng med For-
tidens Liv og som Fortsættelse af dette.
Af største Betydning i Hjemmets Historie blev Familiens Udvikling
til en særegen Art af Samfund. Familiens Kærne er Forbindelsen af
Moder og Barn. De to holde sammen og have deres Hjem hos hin-
anden, hvorledes det saa gaar med Familiens andre Elementer. Her
virker Naturforbindelsen, ikke blot den Forbindelse, der betinges ved,
at Trangen til Næring og Tryghed tilfredsstilles paa de samme
Steder. Fødselen er en Forlængelse af den organiske Vækst ud over
den individuelle Organisme. Hjemmet vokser altsaa bogstaveligt frem.
Rundt om paa Jorden finder man paa et vist Trin af Udvikling den
Ordning, at Mand og Hustru vedblive at tilhøre hver sin Stamme,
os at Børnene tilhøre Hustruens, ikke Mandens Stamme. Hvad der
har skabt Familien, saaledes som vi nu kende den, som et Samfund
af Mand, Kvinde og Børn, har dels været Mandens Magtlyst og Selv-
følelse, dels den faste Bolig. Manden betragtede Kvinden og de Børn,
hun havde født ham, som sin Ejendom; han ønskede at udnytte den
Arbejdskraft, de besad, og han følte Trang til at se sin Slægts Liv
fortsættes i sit Afkom. Den faste Bolig og det regelmæssige Samliv,
den medførte, afgav et Grundlag for Sæd og Skik, for Overlevering
og Erindring, og der blev nu rigeligere Lejlighed for ømmere Følel-
sers Opstaaen. Samlivet mildnede, underhyggede og humaniserede
den dyriske Trang og den raa Magtlyst. Den fælles Arne blev hellig,
fordi Forfædrenes Aander stadigt besøgte den. Og i denne Fred-
hellighed fik ogsaa den fremmede Del — selv om han var en
Fjende. Der var skabt en Helligdom, hvis Aand kunde brede sig til
større Kredse.
Familien er paa laveste Trin kun et Middel for Livets Bestaaen
og Fortsættelse. Men ogsaa her danner der sig Livsinteresser og
Motiver af anden Art end de, der fra først af grundlagde Forbindel-
sen. Det er da ikke blot Næring, Tryghed og Slægtens Fortsættelse,
der søges; den hjemlige Stemning, som det faste Tilhold og de fælles
Overleveringer afføde, bliver i sig selv værdifuld, staar som et umiddel-
bart Gode, i hvilket Mennesket ønsker at leve. Fælles Skæbne og
fælles Arbejde befæster stadigt Følelsen af Sammenhøren, Selv om
Natiirbaandet kun i Forholdet mellem Moder og Barn træder aldeles
øjensynligt frem, væves der under det fælles Livs Gang Baand mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
