Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I fattige Samfund, hvor en Forøgelse af de enkelte Husstande er
vanskelig, siaa ofte flere Brødre sig sammen om en Kone i Fælles-
skab. Det er den ældste og først giftefærdige af dem, som erhverver
hende og betragtes som hendes egentlige Mand og Fader til alle
hendes Børn. De yngre Brødre ere i Grunden kun hendes Elskere.
Særlig i Himmalaja Egnene er dette Polyandri hyppigt. Hos Eski-
moerne giver Manden under sine hyppige Fraværelser Hustruen en
Beskytter, der har alle Ægtemandsrettigheder. I rigere Samfund der-
imod faa de heldige og mægtige Brug for tiere Tjenestekvinder, og
det bliver en Kilde til social Anseelse at have mange Hustruer. Fler-
koneri har været yderst udbredt, dog aldrig som almindelig Skik, da
det fornødne Antal Kvinder mangler dertil, men som en Attraa for
de rige. Dog har det alle Vegne, hvor man har lært dette Flerkoneri
grundigere at kende, vist sig, at en af Hustruerne, i Regelen den først
erhvervede, undertiden den, hvis Familie var fornemst, regnedes for
den egentlige Hustru, Hovedkonen, de andre for hendes underordnede.
Kun ved Hovedkonens Erhvervelse fuldbyrdedes de fulde Bryllups-
ceremonier, de senere Hustruer erhvervedes med færre Omstændig-
heder. Men dette vilde ganske naturlig føre til den Opfattelse, at
Forbindelsen med dem ikke er et egentlig og ret Ægteskab. Hoved-
konens Overvægt og Betoningen af, at hun i Grunden er den eneste
rette Hustru, kan endogsaa give sig det mærkelige Udslag, at de
andre Hustruers Børn regnes for at være hendes. Saaledes er det
f. Eks. Tilfældet i Kina. Men er der en saadan Forskel paa Hustruer-
nes Stilling, saa vil en Familie vægre sig ved at give sin Datter til
en jævnstillet Mand uden som hans Hovedkone; uden social Vanære
kan den ikke finde sig i, at der bydes dens Datter en underordnet
Stilling i et Hus, som ikke socialt staar over den. Denne sociale
Betragtning træder grellest frem deri, at længe efter at det er slaaet
fast, at kun som Hovedkone, d. v. s. som ene rette Hustru, kan en
Kvinde hengives til en jævnbyrdig Mand, finder man intet krænkende
i at give hende som Slegfred til en højbaaren Mand.
• __
■Ægteskabet er saaledes ikke en fri Beslutning af de to Parter,
men en Kontrakt mellem to Familier. Som i Livets andre Forhold
staar i Urtiden ogsaa i dette efter vor Opfattelse personligste af alle
Forhold den enkelte kun som Led af en Slægt. Den enkelte betyder
intet ved sig selv, har ingen Udsigt til at gøre sig gældende, har saa
at sige ingen personlig Ære at hævde. Hans sociale Stilling beror
paa hans Slægt, hans Udsigter ere dens Udsigter, og den Ære, han
har at værge, er Familieæren. Saaledes finde vi ogsaa Ordningen af
det ægteskabelige Forhold. Det er Familien, som drager Omsorg for
sin Datter ved den Ægteskabsorden, den træffer med den fremmede
Mand, ikke af Respekt for hendes Følelser og hendes Ære eller af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
