Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
arvede Enken et Barns Lod, men stod under sin Søns eller sin
Mands nærmeste Agnats Formynderskab, ligesom den ugifte Kvinde,
hvis Fader døde, stod under en af sine Slægtninges Formynderskab.
Dette Formynderskab tilsigtede mindre at sikre Kvinden selv end de
Interesser, som hendes Slægt havde i hendes Ejendom. Kvinden
under Formynderskab var sui juris, d. v. s. hun var uafhængig i
Raadiglied over sin Person og i Administrationen af sit Gods, hun
kunde blot ikke sælge det uden sin Formynders Samtykke.
Men omtrent fra den 2den puniske Krigs Tid begyndte denne
Ægteskabsform at ændres; Staten overtog mere og mere den hele
Opgave at beskærme de enkelte Personers Rettigheder, og efter 700
Aars Forløb mundede Udviklingen ud i den Opfattelse, som ligger
til Grund for Justinians Lovgivning, at Ægteskabet er en fri person-
lig Forbindelse mellem to retslig selvstændige Personer.
Udviklingen begyndte med, at Hustruens Familie ikke gav slip
paa hende ved Ægteskabet. Hun traadte ikke over i Mandens Slægt,
hendes Formue forblev uafhængig af Mandens Raadiglied undtagen
den Del deraf, som hun bragte ham som en Slags Bidrag til Hus-
holdningen, den saakaldte dos (Medgift), og denne fik hun efter Man-
dens Død eller ved Skilsmisse tilbage. Manden fik ved et saadant
»frit« Ægteskab kun Ægtemandsmyndighed over sin Hustrus Person,
ikke længere Husfadermagt (manus) over hendes Gods. Han kunde
tugte hende, men ikke dræbe hende, uden hun grebes i aabent Ægte-
skabsbrud. Hendes Fader kunde naarsomlielst kræve hende tilbage,
og var hun sui juris, kunde hun selv med sin Formynders Bistand
opløse Ægteskabet. Hvad hun ejede arvedes af hendes Slægt, hendes
egne Børn vare ikke hendes Arvinger. Men samtidig med at Familien
saaledes greb ind i det tidligere Ægteskabs faste Form for at sikre
sig den fulde Familiebesiddelse, trængte fra Grækenland af en ny
Opfattelse af Formynderskabet igennem. Det opfattedes ikke længere
som et Værn for Familiens Interesser over for Kvindens Beslutninger,
men som en Beskyttelse af hende mod hendes egen Svaghed, at hun
ikke af sine egne uforstandige Følelser skulde henvises til Handlinger,
der berøvede hende hendes personlige Ejendom.
Længe fandtes disse to Ægteskabsformer ved Siden af hinanden,
indtil i Kejsertiden det frie Ægteskab blev det helt overvejende og
den ældre Form til sidst helt forsvandt fra det 2det Aarhundrede.
Staten svækkede samtidig mere og mere Fadermagten og Formynder-
institutionen og overtog selv det retslige Værn for den for øvrigt som
helt fri ansete Kvinde. Af Ægtemandsmyndighed blev der kun staa-
ende saa meget, som ansaas nødvendigt for Samlivet. Men i flere
Bestemmelser viste Staten, at den ansaa Kvinden for at være aande-
ligt svagere end Manden,. idet den beskyttede hende paa Punkter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
