Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trang til Renhed blev Kristendommens Ideal, og Ægteskabet søgte
den at forvandle til et aandeligt Samfund i Gud. Men Umuligheden
af blot tilnærmelsesvis at realisere dette Ideal bevirkede, at Ægte-
standen stempledes som en lavere Stand, der kun under visse Be-
tingelser kunde tillades Menneskene. Ægteskabets Stiftelse blev et
Sakramente og den ægteskabelige Forbindelse uopløselig. Det blev
da af stor Vigtighed for Kirken at faa fastslaaet, hvad der hørte til
Stiftelsen af et Ægteskab; den gjorde sig til Herre over Bestemmel-
sen af, livad der maatte anses for at være Ægteskabshindringer; den
bestræbte sig for at gribe ordnende ind i selve Ægtefællernes Samliv,
men selve Ægteskabsstiftelsen tiltog den sig lige saa lidt, som den
romerske Ret liavde gjort det. Det sakramentale laa i selve Parrets
Erklæring at ville være Ægtefæller, det var Ægteskabets Stiftelsesakt,
og Præsten kunde kun træde til bagefter og velsigne den saaledes
indgaaede Pagt. I Begyndelsen var Kirken tilbøjelig til ifølge og i
Modsætning til Erindringerne fra Romertiden at betragte den efter
Forlovelsesløftet følgende legémlige Forbindelse som den ægteskabs-
stiftende Akt, saa Forbindelsen først derefter blev uløselig, medens
derimod den blotte Samflytten ikke var ægteskabsstiftende. Men paa
dette Punkt mødte den den germanske Opfattelse, og under dens
Indflydelse uddannedes den kanoniske Betragtning af Ægteskabet,
som kom til at beherske den senere Middelalder.
Hos de gamle Germaner havde Ægteskabet antaget en Form, som
paa en Gang var meget betryggende for dets Fasthed og sikrede
Hustruen en betydelig Selvstændighed og Værdighed. Ægteskabet
var her en Mellemting mellem et Brugs- og Ejendomsægteskab. Hu-
struen skærmedes i sit Ægteskab over for. sin Mand ved den Inter-
esse, hvormed hendes Familie fulgté hende og stadig var rede til at
vogte sin Ære i hendes Person. Efter Mandens Død vendte Enken
tilbage under sin Faders eller sin Broders Formynderskab, om end
med betydelig større Frihed, end hun havde haft som Datter eller
Hustru. Ægteskabet stiftedes ved Køb, idet Manden afkøbte Brudens
Familie dens Formynderskab (mundr) over hende. Der fandtes
Eksempler paa, at dette ikke skete; i saa Fald fik Manden ingen
Ægtemandsmyndighed over Hustruens Person eller Gods, men blev
i Grunden kun hendes privilegerede Elsker. Men saadanne Ægte-
skaber fandt dog ingen Udbredelse, da kun ubetydelige Mænd vilde
finde sig i en saa underordnet Stilling, og Brudens Familie ikke følte
Lyst til at nøjes med en saadan lidet ærefuld Forbindelse. Den
Sum, der betaltes for Bruden, blev — i alt Fald senere — hendes
Ejendom, og den udbetaltes da ikke straks, men anvistes hende i
Mandens Gods, helst hans Jorder, som en Enkeforsørgelse. Denne
Brudebetaling blev, sammen med livad hun selv bragte ind i Ægte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
