Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skovstrang, men ved den Ære, som de to Familier viste hinanden
ved at knytte en snæver Forbindelse, kom atter til Herredømmet.
Men i den Udvikling, som derefter fandt Sted, traadte atter Modsæt-
ningen frem mellem den gamle romerske og den germanske Opfat-
telse. Den moderne Kulturs universelle Karakter udvisker ganske vist
mere og mere denne Modsætning, men den er dog stadig kendelig i
flere væsentlige Punkter. I Frankrig liar f. Eks. den romerske Op-
fattelse ført til at skille Ægtefællernes formueretlige Interesser saa
meget som muligt, saa Hustruen staar økonomisk meget uafhængig
over for sin Mand; men denne hendes Uafhængighed opretholdes paa
flere Punkter ved, at Loven hindrer hendes Handlefrihed, saa hun
stadig i Lovens Øjne er den aandeligt underlegne, der maa værnes
paa Grund af sit Køns Svaghed. Manden kan derfor heller ikke,
hvor han er sin Hustrus Værge, give hende en almindelig Fuldmagt
til at foretage Retshandler, men kun bemyndige hende til at foretage
en ganske bestemt, nøje beskrevet enkelt Retshandling. Samtidig er
Ægtemandsmjmdigheden meget stor, og den franske Skilsmisselov
1884 nødvendiggjordes blandt andet af, at man maatte skaffe Hustruen
Midler til at sikre sin Person mod en brutal Mands’ Overgreb. Den
germanske Opfattelse derimod betragter Hustruens Umyndighed som
noget, der følger, ikke af hendes Natur, men af Hensyn til Familiens
Enhed. Manden kan derfor som hendes Værge bemyndige hende til
i al Almindelighed at træffe gyldige Retsafgørelser i hans Navn. Lige-
ledes har Loven givet hende Midler i Hænde til selv at værge sig
mod Overgreb og Underkuelse fra Mandens Side.
Den almindelige Retning, hvori Ægteskabslovgivningens Udvikling
for Tiden bevæger sig, er i sine store Omrids ikke vanskelig at er-
kende. Den beror paa den Overbevisning, at Samfundet ikke staar
sig ved at baandlægge de enkelte Individers Kræfter, men maa ind-
skrænke sig til at klargøre de Følger, som Individet ved sine Hand-
linger udsætter sig for. Familiens Enhed og Ægteskabets Varighed
kan ikke sikres ved at gøre den ene eller anden Part umyndig, man
maa stole paa, at den, der af Naturen har tilstrækkelig Dømmekraft,
ogsaa selv vil kunne skønne, hvorledes han ved sin Handlemaade
bedst kan sikre et saa vigtigt Livsforhold. I ældre Tid vare Betingel-
serne for dette Livsforhold klarere givne, fordi de vare elementærere
end nu. Men fælles for de tidligere Tider og Nutiden er det, at Ægte-
skabet bliver den sædelige Form for Samliv gennem Kilder, som ligge
ved Siden af, ikke i Strid med, men ud over Kønsdriften. Kun det,
der ligger ved Siden af Kønsdriften, berører nemlig Menneskets Indi-
vidualitet. Den, der elsker en anden, blot som Følge af erotiske Til-
skyndelser, elsker ikke det egentlig personlige. Hustruen er ikke
Mandens Elskerinde, men hans Medhjælp. Saa længe det aandelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
