Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det jødiske Hjem. Af Overrabbiner D. Simonsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mindre glemmer sit Folk end en Moder sit diende Barn. Noget mere
fremmed for vor Tid, selv om det kristne Billedsprog ogsaa optager
det, er det hos Profeterne forekommende Billede af Gud som Israels
Brudgom eller Ægtefælle, medens Israel efter sin Vandel snart kaldes
den trofaste Brud og snart sammenlignes med den troløse Hustru.
Saa levende var denne Forestilling i Israel, at paa Basis af den en
Cyklus som Højsangens Kærlighedsdigte har kunnet optages i den
hellige Skrift. Enestaaende i al Oldtids Litteratur er, saa vidt jeg ved,
Lovsangen over den »gæve Viv«, som slutter Salomons Ordsprog.
Den israelitiske Kvindes Virksomhed som den utrættelige Husmoder,
Ægtefællens Støtte, Børnenes Leder, de fattiges Velgører, er der tegnet
med saa nutidsfriske Træk, at Sangen har kunnet finde og bevare
sin Plads i det jødiske Hjems Liturgi for Fredag Aften.
Landflygtighedens Tid kom for Israel. Familielivet var da alt saa
fastgrundet, at Fristelserne fra Omgivelserne ikke fik nævneværdig
Indflydelse. Selv hvor Slægtskabsforholdet er et fjernere, hersker
Familiefølelsen og Pieteten mellem de forbundne. Lige saa naturligt
det er at læse i Esters Bog, at Mordechåi tager sin unge Slægtning
Ester til sig, da hun i sin Barndom har mistet Fader og Moder, lige
saa naturligt er det for Israelitten at læse, at Plejedatteren, da hun er
ophøjet til at blive Perserrigets Dronning, fra sit Harem vedbliver at
høre og følge sin Fosterfaders Ord, ganske som da hun var i hans
Hjem.
Et andet Eksempel fra Apokryferne: Tobits Bog, hvis Handling
foregaar i Ninive og i Medien, viser os i det hele Israels Familieliv
i dets rene Skønhed, Forældrenes opofrende Kærlighed, Børnenes
ærefrygtsfulde Hengivenhed, alt baaret af Gudsfrygt og Menneskekær-
lighed. Mig har det altid bevæget at læse Raguels og hans Hustru
Ednas Afskedsord, da deres Datter Sarah drager bort med sin unge
Husbond Tobit. Faderen lægger Datteren paa Hjerte i sidste Afskeds-
øjeblik at ære sine Svigerforældre: »Det er nu dine Forældre!«
Moderen henvender sig paa samme Tid til Svigersønnen, og idet hun
udtaler Ønsket om, at Gud engang igen skal lade hende faa ham at
se og med ham hans Børn, siger hun ham, hvorledes hun overgiver
ham Datteren som et anbetroet Gode: »Bedrøv hende aldrig!«
Det jødiske Hjem, grundet paa bibelske Forskrifter og bibelske
Eksempler, havde overvundet al den Forlokkelse til Selvopgivelse, som
Kanaans og Babylons Hedenskab og Usædelighed havde bragt Israel
i Møde. Den svage Stat kunde vel knuses, men de enkelte Bestand-
dele, Hjemmene, vedbleve at være i deres Kraft. Vedligeholdte gennem
Religionen, som trods alt Frafald var vedblevet at være levende, gav
atter Hjemmené den sikre Bolig for de overleverede Lærdomme. Den
talmudiske Tid kan da uforstyrret bygge videre paa den engang givne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
