Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Opdragelsens Udvikling gennem Tiderne. Af Professor, Dr. pliil. Troels Lund - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bys Fald for Tyrkerne 1453, bragte — prentet tillige med den latin-
ske — Bud fra en hel ny Verden, den klassiske Oldtid. Det var lutter
stærke Rørelser. Det blev Genfødelsens, Renæssancens Tid.
Dens første Udslag blev en begejstret Tilegnelse af det nye. Gamle
og unge strømmede til og nød i Frihed Glæden ved at stille deres
Kundskabstørst. Selve Læsningen af Oldtidens Forfattere skabte en
ny Aand, den humane. Men lidt efter lidt maatte det Spørgsmaal
trænge sig i Forgrunden: Hvorledes skal den opvoksende Slægt brin-
ges i Forhold til bele dette uhyre Kundskabsstof? Svaret blev over-
alt det sam m e: Det maa tilegnes og fremtidigt udgøre et Led med i
Opdragelsen. Selv om da end mange unge fremdeles nøjedes med
at gaa den ulærde Vej — som det i daglig adelig Tale hed her hjemme
»lære Rytteri og Gudsfrygt« — saa udgjorde denne »Gudsfrygt« dog
nu langt mere, end hvad man tidligere havde forstaaet ved samme
Benævnelse.
Det nye Aandsindhold var sammensat af to modsatte Bestanddele:
Klassikerne (Humaniora) og Bibelen. Af humane Grunde burde det
tilegnes. Men af bibelske Grunde forklarede man de unges Modstand.
Naar disse ikke viste den tilbørlige Lyst til at lade sig tylle med latin-
ske Remser, endsige tale Latin i Frikvarteret, saa var dette blot Ud-
slag af deres forstokkede Natur, Arvesynden, rimeligvis yderligere
ægget ved Djævelens Indskydelser. Men mod en forstokket Natur
hjalp kun eet Middel: Prygl. Den gamle Adam maatte bankes mør.
Prygl blev saa Opdragelsens Universalmiddel. I det strenge lutherske
Hjem hudflettedes Børnene, særlig paa Langfredag, til Minde om Kristi
Lidelser. I Skolen var Prygl og Undervisning de to Sider af samme
Blad. Nutidens Frygt for ved Straf — især ufortjent Straf — at
forkvakle de unges Begreber kendte man ikke. Legemligt taget var
Prygl sundt, de hærdede. Aandeligt taget var Prygl absolut nødven-
dige til at knække og døde den gamle Adam, der jo fandtes i ethvert
Barn. Det var da temmelig ligegyldigt, om de gaves i Tide eller i
Utide, naar blot de vankede.
For Tiden, der fulgte efter Reformationen, faldt Menneskeheden i
to skarpt adskilte Klasser: Opdragerne og de, der opdroges. Hine
havde den Pligt at give, disse den Pligt at modtage Prygl. Dette
svarede til selve Verdensforholdene. Thi hvad var Gud andet end
den store Rektor, der gav Prygl, og Djævelen det bundfordærvede
Væsen, der rev og bed, mens han fik dem. Men Menneskelivet havde
den Forjættelse, at med Aarene voksede den lille Djævel op til selv
at blive Gud. Naar han engang selv fik Børn, havde han faderligt
at lade Pryglene gaa videre.
Den religiøse Forklaring blegnede vel, men omsattes ved Ene-
vældens Indførelse i Europa blot i tilsvarende politiske Former. For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
