Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Smaabørns sjælelige Udvikling. Af Kirstine Frederiksen - I. Larven skyder Hud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at det føler al den Hunger, Tørst, Kulde, Trykfornemmelse og øvrige
Ubehageligheder, som Tilværelsen uundgaaelig udsætter det for. Man
kan dog haabe, at en forbedret Barnepleje i nogen Mon vil ændre
denne triste Tilstand. Det er, naar Barnet ligger tørt og mæt, halv-
nøgen og sprællende frit med Arme og Ben i Moderens Skød, at Øj-
nene faa Glans, Panden glattes og Munden breder sig til det første
Smil. Alene det, at man har afskaffet Svøbet, giver de spæde Børn
et betydeligt Tilskud af Lykke; thi Bevægedriften kappes hos smaa
Børn saavel som hos Dyr med Hungerfølelsen om Prioriteten. For
ret at trives maa Børn foruden Føde, Pleje og Frihed til at røre sig
— saa meget som muligt ude — ogsaa have god, oplivende Omgang.
De skulle ikke blot i fysisk Forstand leve i Lys og Solskin; ere Om-
givelserne mørke og trange, virker det trykkende paa Udviklingen.
En uheldig Barnepige kan f. Eks. mindes som en ond Konges Rege-
ringstid i Historien. Den Tid er vel forbi, da man skræmmede Børn
med indbildte Rædsler; men de voksnes Begreber om det frygtind-
gydende ere dog saa forskellige fra Børnenes, at man maa iagttage
disse nøje for at vide, hvad der forskrækker dem.
Den væsentligste Kilde til Børns Frygt er vistnok Afmagtsfølelse
(smig. sygelige Tilstande hos voksne). Men hertil kommer deres let
vakte Indbildninger. Det er saaledes ikke ualmindeligt, at Mørket i
Barnets Indbildning antager en haandgribelig Karakter. Mørket er
aldrig absolut, de enkelte forholdsvis lyse Pletter blive da i Barnets
Fantasi omdannede til allehaande; at disse Syner faa en skrækind-
jagende Karakter, stammer rimeligvis derfra, at Mørket virker rent
legemligt nedstemmende (smig. det melankolske Ansigtsudtryk hos
blinde). »Hvorledes er det muligt«, siger Rousseau, »at jeg, naar jeg
ikke længer kan se nogen af de Genstande, der omgive mig, ikke
skulde forestille mig tusende Figurer, tusende Bevægelser og Stød,
som jeg ikke kan værge mig imod?« Den store Franskmands Fan-
tasi har her uden Tvivl netop grebet, hvad der foregaar hos det lille,
mørkerædde Barn! — Man vil ofte kunne hjælpe Barnet blot ved at
faa det til at udtale sig fortroligt om sin Frygt. Denne er et Spøgelse,
der forsvinder, naar man nævner det ved Navn. Skammer man det
derimod ud, saa giver man det blot en ny Ængstelse, Frygten for de
voksnes Spot.
Alle Børn — dog mest de legemlig skrøbelige — ere bange for
det ny, det usædvanlige, det uventede. En lille Dreng — kun tolv
Uger gammel — tabte en Dag pludselig sin Madlyst og var græde-
færdig, da han fik Øje paa en ny Kjole, hans Moder havde paa. Et
Legetøj, der giver Lyd fra sig, en Sæbeboble, en Fjer, der uden syn-
lig Grund flyver op, er nok til at opskræmme Fantasien. Hertil sva-
rer de vildes Skræk ved første Gang at se og høre Skjdevaaben og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
