Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Smaabørns sjælelige Udvikling. Af Kirstine Frederiksen - I. Larven skyder Hud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM SMAABORNS SJÆLELIGE UDVIKLING
J
lignende for dem uforklarlige Ting. Dette strider ikke, som man har
ment, mod den Kendsgerning, at Børn elske og søge det ny; det
viser kun, at Kampen mellem modstridende Følelser, som senere i
Livet kan blive sønderslidende, allerede tidlig begynder at bevæge
det lille Bryst. Man er grusom nok til at more sig derover. Børn
lægge deres Følelser saa aabent for Dagen, at man kan følge deres
umiddelbare Forløb. En lille Pige paa halvandet Aar var bleven
ualmindelig haardt straffet af sin Moder. Hun stod nu midt paa Gul-
vet, uvis om, hvor hun skulde hen med sin Sorg og Harme; mange
Gange nærmede hun sig Moderen, men -vendte sig igen bort i Vrede,
indtil hun ikke holdt det ud længer, men kastede sig og sine Taarer
i Favnen paa sin vante Tilflugt. I et amerikansk Seminarium lod
man 138 Elever nedskrive, hvad de erindrede om Aarsagen til deres
første Barndomsængstelse. 84 nævnede Mørket, 25 fremmede Men-
nesker, 16 Dyr, Størsteparten af de øvrige Maskiner. En mindedes,
at et Billede, Leonardos Mona Lisa, Kvinden med det gaadefulde
Smil, havde indgydt hende en langvarig Skræk. — Frygten for frem-
mede Mennesker vaagner gerne paa samme Tid som Barnet, nogle
faa Maaneder gammelt, begynder at kende og elske sine nærmeste
omværende. Som skrevet staar: Hver Glædesstund vi fik paa Jord,
betales maa med Sorg. Efterhaanden vænnes Børnene dog af med
denne Frygt, men de lade sig, som ovenfor nævnt, let skræmme af
enhver ydre Forandring, et Par blaa Briller, en Grimace, ikke at tale
om en Maske. Ligeledes virker pludselige Lyd, en Jernbanefløjte og
lign. stærkt paa deres bevægelige Nervesystem. Morsomt er det at
se deres Glæde over andre smaa Børn, de føle i det hele — naturligt
nok — Tryghed og Glæde over for alt, hvad der er smaat, ’derimod
en uvilkaarlig Ængstelse over for det store. En lille Jyde paa tre
Aar brast i Graad, da hans Forældre førte ham med ind i en køben-
havnsk Kirke. »Hvad er der i Vejen?« spurgte man ham. »Kirken
æ saa stuer, og a æ saa lille«, hulkede han.
Den samme Ængstelse viser sig over for Naturen. Børn mangle
fuldkommen Sans for det ophøjede og se i Storheden kun noget
’s.
skræmmende. Havet gør saaledes selv meget smaa Børn bange.
Større Højder ligeledes. En halvvoksen Pige følte sig, da hun paa
sin første Udflugt fra en af vore flade Øer stod lige over for »Taleren«
paa Møen, til Mode, som om hun skulde falde bag over. Det var en
Skræk blandet med Fryd, som fik hende til at græde.
Skønt Børn blive stærkt grebne, trøste de sig som bekendt hurtig.
De forstaa den Kunst at glemme. Der er dog sikkert i denne Bét-
ning stor individuel Forskel. Der er Børn, som føle dybt og huske
længe; uden det kunde vi ikke faa de nøjagtige Skildringer af Barn-
domsindtrykkene, som enkelte Forfattere have forstaaet at give. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
