Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Smaabørns sjælelige Udvikling. Af Kirstine Frederiksen - I. Larven skyder Hud - II. Gennem Leg til Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fader som lille. Det interesserede hende meget, at den i Historien
figurerende Moder var den samme som den levende, tilstedeværende
Farmoder, og hendes næste Spørgsmaal var: »Hvor er Farmoders
Fader?« Det er aabenbart denne Vej, man maa gaa for at udvikle
den historiske Bevidsthed.
Haand i Haand med Tidsforestillingen udvikler Erindringen sig.
Naar man har sat Treaarsalderen som Grænse for den Tid, hvortil
den voksne kan huske tilbage, er det ikke, fordi Hukommelsen først
da er vaagnet. Enhver, der har haft med smaa Børn at gøre, har
længe før den Tid set spredte Glimt af Hukommelse; mulig har den
lille ogsaa, som Preyer mener, en sammenhængende Baby-Bevidsthed,
som kun gaar den voksne af Minde, fordi den er noget for sig, er
et overvundet Standpunkt for den treaarige, der allerede ser sig selv
som et rigtigt lille Menneske.
II.
GENNEM LEG TIL ARBEJDE.
Den følgende Periode er karakteriseret af en slaaende Modsætning
mellem hvad Barnet vil og hvad det kan. Vilje i egentlig Forstand
har det kun lidt af — ikke engang saa meget, at det kan liypnoti-
seres — men saa meget mere Lyst til at gøre sit eget lille, ny Jeg
gældende, medens det derimod lige saa lidt formaar at maale Afstan-
den mellem sine Kræfter og Tingenes Modstandsevne som mellem
sig selv og Maanen. Det vil bruge Sanser og Lemmer. Hvortil? Ja,
helst gør det, ligesom Fridtjof Nansens Isbjørneunge »veslevoksen«,
Moderen alting efter. Endnu i Fireaarsalderen er det gerne nøjet
med mekaniske Bevægelser og med en ydre Efterligning af, hvad de
voksne gøre. En lille Pige havde saaledes moret sig med at lade,
som om hun strikkede. Næste Dag spurgte hun om sine Pinde: »Jeg
var jo dog kommet saadan et godt Stykke frem paa min Strømpe!«
Men senere, da Kræfterne ere mere udviklede, vil den lille ogsaa have
mere Virkelighed. Kan den faa Lov at »hjælpe til« ved de voksnes
Arbejde, er den lykkelig og tager det endda ikke saa nøje med Reali-
teten. Drengen, som sidder paa Bukken og holder i de ydeiste Ender
af Tømmen, forstaar at indbilde sig, at det er ham, som styrer Hestene.
Paa dette Tidspunkt er det ogsaa, at Børnene ere slemme td at spørge.
At svare afvisende eller utilfredsstillende er selvfølgelig at gøre dem
en blodig Uret. Ammestuehistoriernes Tid er forbi; rene Fantasifor-
klaringer tage Børnene ikke imod; dertil ere de nu om Stundel foi
kloge/ Men en halv Forklaring eller en blot Ordforklaring kan ofte
være alt, hvad de bryde sig om, og hvad de med deres Forudsæt-
ninger kunne magte. Kan man henføre den ny fremtoning til noget,
& 3
VORT HJEM. I. Bd. 2. Afsnit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
