Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Smaabørns sjælelige Udvikling. Af Kirstine Frederiksen - II. Gennem Leg til Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de kende, er det dem ofte nok, man tilfredsstiller hermed deres Sans
for at samle og ordne Kendsgerningerne. Endnu bedre er det at op-
muntre dem til egen Iagttagelse, lade dem betale Oplysningen med
et eget Arbejde. Her maa den pædagogiske Takt være Vejviser.
I mange Træk af Barnets Udvikling kan man ikke godt andet
end se en Lighed med Folkeslagenes kulturhistoriske Udviklingsgang,
der ligesom i Forkortning gentager sig i det enkelte Menneskes Ud-
vikling. Barnet er endnu en lille vild. Ligesom den vilde følger det
sine Indskydelser, men bliver hurtig træt. Som han er det kortsynet
og uselvstændigt. »En lille Fyr paa 3l/2 Aar skiftede 3—4 Gange
Væsen efter de forskellige Steder, han i tre Feriemaaneder besøgte;
lydig, blid, eftergivende hos sin Onkel, stridbar, gnaven, larmende
hos sin Tante og høflig, tavs, artig hos sin Moders Veninde.« (Guyeaux.)
Trods denne Afhængighed har Barnet kun liden virkelig Sympati-
følelse. For en Del kommer dette af mangelfuld Forstaaelse. En
lille Pige paa 2lj2 Aar troede saaledes at kunne trøste sin Moder
over Broderens Død ved følgende Bemærkning: Bryd dig ikke om
»
det, Moder, du faar nok en bedre Dreng i Stedet; ham var der ikke
meget ved!
Barnet er nysgerrigt, men ikke egentlig videbegærligt; thi det
mangler Evne til vedholdende Opmærksomhed. Det kan ikke skelne
imellem væsentligt og uvæsentligt; det kan blive ved med at iagttage
og danne Forestillinger uden af sig selv at finde paa at abstrahere
og drage Slutninger, ligesom visse vilde Folk i høj Grad udvikle
deres Anskuelsesevne, men kun kunne tælle til tyve ved Hjælp af
Hænder og Fødder.
Den, der mest konsekvent har udviklet dette historiske Syn paa
Barnenaturen, er Frøbel; og han har heri fundet ikke blot et Ud-
gangspunkt for sin Opfattelse af den, men ogsaa Grundridset til sin
Opdragelsesteori. Den vilde er bleven opdraget; og i Kulturhistorien
kunne vi se Forbilledet for Barnets Opdragelse. Frøbels System er lige
saa stort tænkt som omhyggeligt gennemarbejdet. For en Del staar
og falder det med den tyske, spekulative Filosofi, som det i sine
Grundtanker stod nær. Men ogsaa kun for en Del. Frøbel havde
ikke blot systematiseret og spekuleret, men ogsaa iagttaget og erfaret;
og han var med sit dybe og dog barnlige Sind en ualmindelig fin
Iagttager. Han havde gaaet i Skole hos Mødrene med Hensyn til sin
praktiske Barnekundskab, og Mødrene ville ikke have Skade af at
hente sig lidt Teori hos ham*).
Den, der vil studere Barnet i den her omhandlede Periode af dets
Liv, maa søge det i dets Leg. Legen er, siger Frøbel, »Hjertebladet
*) Frøbels vigtigste Værk er hans »Mensclienerziehung«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
