Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjemmeundervisning. Af Anna Brosbøll
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alt vidende, fuldt færdig. Foruden at bringe Løgn ind i Forholdet
mellem dem og ham, berøver han dem derved den Opmuntring og
Samfølelse det giver at vide, at han ogsaa maa arbejde for at gaa
videre. En af Thomas Arnolds Elever fortæller, at hans Disciple, der
elskede og ærede ham i høj Grad, grebes af en forunderlig Følelse,
naar han, i sin dybe Respekt for al viikelig Kundskab og i sin
sandhedskærlige Ydmyghed, roste dem, undertiden endog mere end
fortjent, for Kendskab til noget, han ikke selv vidste Besked med.
Ved at handle saaledes, opøver Læreren Barnet i denne baade intel-
lektuelt og moralsk saa væsentlige Ting: at vedgaa sin Uvidenhed, sin
Mangel, at lade sig finde, hvor man er, og at spørge, hvor man intet
ved, — altsammen nødvendige Betingelser for at blive hjulpen videre.
Men hvordan skulde nu helst den Mand eller Kvinde væie, dei
faar saa stor Del i Børnenes Uddannelse og Part i deres Liv? Der
fortælles om en anerkendt dygtig Skolebestyrerinde, at hun gør dem,
der ville arbejde hos hende, det Samvittigliedsspørgsmaal, om de og-
saa virkelig af Hjertet ere deres Gerning hengivne, om de ere Lærere
af Kald, føle sig bestemte for og derfor glade ved dette Arbejde, og
at hun kun vælger saadanne, som kunne give hende et redeligt Ja
hertil. Her er vistnok Sømmet ramt paa Hovedet. I vor Tid, hvor
saa mange tjene deres Brød ved at undervise, glemmes det ofte, at
de, der virkelig skulle magte dette meget opslidende Arbejde, maa
have en naturlig Bestemmelse dertil; det glemmes, at man fødes Læ-
rer, fødes til at arbejde med levende Menneskesind, som der er Men-
nesker, der fødes til at forme deres Skønhedstanker ud i Marmoret.
Navne som Pestalozzi, Mann eller vor Kold vidne herom. Og rundt
om i vore Skoler, paa Landet som i Byen, færdes saadanne, om hvem
Børnene flokkes, hvis Lyst og Evne til at meddele, oplyse, vejlede
svarer til Børnenes Trang til at modtage; ofte glemte ellei aldiig
kendte, hvis Navne ikke glemmes af deres Lærlinge men endnu, naar
Barnet er blevet Mand eller Kvinde, kunne bringe Øjnene td at
straale. Men findes denne lykkelige Begavelse ikke, saa kan ogsaa
den bruges, der, som Thomas Arnold siger, giver sig helt hen i Ai-
bejdet, tager det op, ikke som en faiite de mieux Beskæftigelse, men
derimod som sin endelige, virkelige Opgave, og som saa, føi ellei
senere, vil finde dette Arbejde, der bringer en i stadig Beiøiing med
ungt, frisk Liv, fuld af Interesse og Værdi. Og netop denne Ungdom
gør, at der maaske turde stilles endnu et Krav til Læreren. det maa
være et Menneske, der ikke er blevet sjælegammelt: et læiende Men-
neske, en stræbende Aand; en, der tror paa og liigei efter Fuldkom-
mengørelse; baade efter rigere Indsigt gennem Kundskab, eftei støne
Tankens Klarhed og Magt og etter hele Personlighedens Uddybelse
og Fremgang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
