Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Læsning. Af Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blücher sendte en Parlamentær, Kaptejn Mertens. Da Moreau erfor,
at det drejede sig om Fæstningens Overgivelse, afbrød han
Forhandlingerne, men istedenfor at afvise Kaptejnen uden videre, svarte han,
at han ikke kunde indlade sig med mundtlige Forslag af en Officer,
der ikke medbragte skriftlig Fuldmagt. En Time efter var Mertens igen
i Byen med et Brev. En energisk Officer havde ikke modtaget
Parlamentæren anden Gang; Fæstningens Tilstand var ikke fortvivlet. Moreau
kunde have benyttet Natten til at udbedre den Skade, han havde lidt.
Som fin Diplomat udtømte Mertens sig imidlertid i Lovtaler over
Besætningens og Kommandantens Tapperhed, mindede Moreau om
hans Troppers Utilstrækkelighed og om de allieredes Styrke, 50 mod 1;
det var et stort Ansvar for en unyttig Modstands Skyld at udsætte
Byen for at blive taget med Storm, altsaa utvivlsomt plyndret og
brændt. — Moreau svarte med den Talemaade, at han vilde lade sig
begrave under sine Mures Ruiner. Men Mertens, der gennemskuede
hans Usikkerhed, lod sig ikke imponere og foreholdt ham, at det
stod ham frit for, efter en ærefuld Kapitulation at støde til den
kejserlige Hær.
Saaledes talte han ogsaa til den svage Mands Pligtfølelse: Det var
klart, at om en eller to, højst tre Dage maatte Soissons alligevel
overgive sig; da vilde de af Soldaterne, som overlevede Stormangrebet,
blive Krigsfanger, og Befolkningen blive udsat for en Plyndrings
Rædsler. Nu kunde Garnisonen frit drage ud.
Moreau havde imidlertid kun at lyde sin Ordre. Reglementet
foreskrev »at udnytte ethvert Middel til Forsvar, være døv for de
Efterretninger, Fjenden maatte meddele, og modstaa hans Tilhviskninger
som hans Angreb«. Det hed videre deri: »Guvernøren for en
Fæstning bør mindes, at han forsvarer et af Rigets Bolværker, og at hans
Overgivelse en eneste Dag før Tiden kan have de vigtigste Følger for
Statens Forsvar og Hærens Frelse«.
Moreau havde adskillige Gange vist sig tapper. Uden udvist
Tapperhed naaede man under Napoleon ikke til Stillingen som General.
Men han var ikke heltemodig: han ansaa formodenlig som de fleste
af Generalerne i Stilhed Kejserens Sag for tabt. Han vilde ikke ofre
sig til Unytte.
Han sammenkaldte et Krigsraad. Det viste sig, at der af Munition
endnu var 3000 almindelige Skyts-Ladninger og 200,000
Kardætsk-Ladninger. Stemmerne var delte; men Viljen til at fortsætte Forsvaret
sejrede dog. Næppe var imidlertid Raadet gaaet fra hinanden, før en
ny Parlamentær indfandt sig med et Brev, i hvilket Ordene
Stormangreb, Plyndring, Nedhugning foruroligede og skræmte. Et nyt
Krigsraad traadte sammen og gav efter; den polske Oberst var den eneste,
der talte for Modstand, men han havde som fremmed ingen Stemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>