Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stedet for en sjusket Tale og en stiv, pyntet og død Læsning faar en
E n h e d af de to Ting, Tale og O plæ sni ng, med sa m m e Renhed,
Liv og Naturlighed. De to Ting skal gaa Haand i Haand, arbejde
sammen og opdrage hinanden. O p l æ s n i n g e n skal rense Talen,
og T a l e n n a t u r l i g g ø r e og l e v e n d e g ø r e Læsningen. Ud af
Læsningen skal vi feje alt det, der ikke uden Unatur kan siges i
Talen, og op i Talen skal vi tage alt det, der kun ved Jaskeri for-
drejes og forviskes i Talen, men atter saaledes, at vi ikke derved
gør denne stiv og kunstlet. Altid skal vi huske, at Talen er det op-
rindelige, det levende, medens det skrevne Ord er det atledede, det
døde Bogstav, der under Oplæsningen skal levendegøres ved at blive
til Tale. Det særlige Læsesprog, som man i Tidernes Løb har kon-
strueret sig, i den Tro, at jo nærmere man kom Skriftsproget, desto
korrektere læste man, og som derfor blev uden Indflydelse paa vor
Tale, som vi dejlig kan bevare lige jasket ved Siden af, skal vi alt-
saa afskaffe, og baade i Tale og i Læsning bruge det samme rene
Talesprog.
Hvad forstaar vi da ved et rent T a le sp r o g ?
Først og fremmest skal vi deri have rene Vokaler, ikke de af-
fladede og i deres Forskellighed udviskede Vokaler, som det daglige
Livs Tale i Reglen benytter, et rent a, æ og aa, de, der oftest mis-
handles, og et baade rent og naturligt e, i, y, ø, o, o og u, aabne eller
lukkede, eftersom Sprogbrugen, denne Talens øverste Myndighed, for-
langer det, men hverken de plat vrængede aabne, som i Kærke (Kirke),
uunderlig (underlig), eller de unaturligt lukkede, som Affektationen
har lavet i Smi/kke, Ki/st, kun, undre, mzdt, hindre o. s. v. (med fuldt
lukket Vokal). Og b e s t e m t a r t i k u l e r e d e Konsonanter, med liv-
lig, spændstig Brug af Læber og Tunge, i forskellig Grad efter Stilens
større eller mindre Energi, i Stedet for Dagligtalens utydelige, udviskede
Vællinglyd, men dog uden at gaa til de unaturligt hærdede Konso-
nanter, som er imod Sprogets Natur, saaledes som man ofte hører
Sprogforbedrere i Indlyd udtale p, t, k, ovenikøbet med stærk Eks-
plosionslyd i Lam/æ, hente, TanAe, hvor det paa Dansk hedder
Lam-be, lieiw/e, Tang-ge (naturligvis med lukket d og g). Det er og-
saa udansk, imod Sprogbrug og derfor galt at udtale t som t, naar
det staar som Udlyd i den bestemte Artikel i Neutrum (Støve/) eller
i Verber i Perfektum Participium (bedrøve/). Der udtales det endog
som et aabent 5 (bedrøvet, Støved). Kun i særlig langsom Diktion,
som i højtidelige Vers og navnlig i Sangtekst, kan i alle disse Til-
fælde Udtalen p, t, k bruges, og vel endogsaa ofte kræves.
Dernæst skal alle S m a a o r d e n e soigneres. Hvor det er muligt
uden at tynge Talens Flugt at sige jeg, er, kan, skal, vil, til, med, at,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
