Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»
og —? bør man vænne sig til at gøre det, navnlig for de Smaaords
Vedkommende, der ender paa I, n og r. Ka, ska, ve, te, æ lyder værre
end jæ, mæ, a, aa. Kun hvor Talen er (og Læsningen skal være) særlig
let og hurtigflydende, bør man tillade sig at sløjfe Endekonsonanten
i de fem førstnævnte, medens Talen skal være mere vægtig og lang-
som, for at man skal medtage den i de fire sidste.
Overhovedet spiller med Hensyn til skarpere eller blødere Artiku-
lation og med Hensyn til Sløjfning eller Udtale af Konsonanter i Talen
dennes Vægt og Tem po en større Rolle end almindelig paaagtet. Det
er med Rette bleven fremhævet (af Prof. Otto Jespersen), at Smaa-
ordene faar og bør have deres Endekonsonant udtalt, naar de er
betonede. Men jeg tror, at man dertil kan føje, at de ogsaa bør faa
den med, selv naar de er ubetonede, naar Talen bliver vægtigere
og l a n g s o m m e r e , derfor altid i Vers, men selv ogsaa i Livets 1 ale,
der jo ikke altid er lige let og travl.
Og det samme gælder alle de Ord, hvor vi i Talen snart udtaler,
snart sløjfer enkelte Konsonanter. Der er Ord, hvor Sprogbrugen altid
kræver Sløjfning af skrevne Konsonanter, og hvor de derfor aldrig
bør udtales, som f. Eks.: det (udt. de’), havde (udt. ha’de), Spørgsmaal
(Spør’smaal), Karl (Ka’l), for ikke at tale om dem, hvor det ligefrem
er galt at udtale den skrevne Konsonant, som d foran s (i Kreds, til-
freds, Spids) eller efter 1, n, r (falde, Vælde, finde, Ord, Bord). Men i
en Mængde Ord har vi en dobbelt Udtale, med eller uden Sløjfning,
hvor det er pedantisk at slaa den sidste fast som den korrekte, naar
faktisk alle dannede Mennesker bruger dem begge og bruger dem med
Metode, om end ofte ubevidst. Det er her ogsaa Talens Vægt og
Tempo, der gør Udslaget og bestemmer Valget. I den vægtige, lang-
sommere Tale vil Sløjfningerne være Jaskeri, i den lette, hurtige
Tale vil Ikkesløjfningerne tynge og lyde stift eller affektert. I Sang
taaler man mindst .af Sløjfninger, fordi Sangen i Reglen er lang-
sommere end Talen; men ogsaa her gør sig noget af den samme
Forskel gældende, idet den lette, hurtige Sang tillader flere Sløjfninger
end den tunge, langsommere. I denne synger man i Reglen Jorden,
i den lettere saaledes som man taler og læser: Jor’en. Man synger
Norden, men siger efter Stilarten snart Norden, snart Nor’en, og saa-
ledes synger, læser og siger vi baade lagde og ta’e, sagde og sa’e (aldrig
haude, uden maaske i Sang), tager og ta’er, lader og la er, giver og
gi’er (hvorimod ge’er er plat), heder og he’er, ogsaa og osse, ligesaa,
ti’esaa og lissaa (i det sidste Eksempel bruger jeg ofte den mellemste
Form som et Kompromis, naar Stilen ikke er rent daglig og dog ikke
oppe i det højtidelige).
Imellem disse dobbelte Udtaler skal man liave Lov til frit at vælge,
hvad der i det givne Tilfælde, i den givne Stil, passer bedst. Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
