Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skal blot vide, hvad man vælger. Det er ikke de bevidste Sløjfninger,
men det ubevidste Jaskeri, som gør Talesproget urent. I en Disput
hørte jeg engang en Herre sige til en Dame: »De vil nu ogsaa, at
man skal tage paa Alting med Handsker paa«, hvortil hun svarede:
»Nej, men med rene Hænder«. Det er netop dette sidste, man skal
gøre med Talesproget; det skal behandles, ikke med Handsker, men
med rene Hænder.
En dobbelt Udtale af en anden Art har vi ogsaa i Talesproget,
idet vi i visse Forbindelser af Vokal og Konsonant snart udtaler
begge disse, snart i Udtalen forvandler dem til Diftong. Ogsaa her
vilde det være Pedanteri at slaa den første Udtale last som den
korrekte til dannet Talebrug og til Læsning. Sproget har begge For-
mer, som er lige gode. Det hedder baade meget og majet, bleg og
blaj, Løg og Laaj. Den forskellige Udtale kan endogsaa give en for-
skellig Værdi eller en forskellig Farve. Jeg har hørt sige om en Dame,
at hun var majet smuk og meget begavet; hun var absolut mere
begavet end smuk. Om en Mand hørte jeg, at han var majet elsk-
værdig og meget opofrende; hans Elskværdighed ytrede sig altsaa
nærmest i hans Opofrelse. Jeg siger ofte bleg, fordi den Udtale er
ligesom blodløs, men skraj, fordi det maler Skriget. Jeg synes, Klip-
per og Ørkner er nøgne, fordi Ordet lyder goldt; men Poul Møllers
blaatrøjede danske Knøs maa absolut have Lov til alt »gaa naajen
for Otahejtis Sol med en Krans af Koral«.
Det rene Talesprog, som ogsaa skulde være det almindelige Læse-
sprog, skal altsaa være et Sprog med rene Vokaler, med bestemt
artikulerede Konsonanter, med Smaaordene kommende til deres Ret,
frit for Jaskeri, men ogsaa frit for Pynteri, fuldt ud naturligt, med
Sprogbrugens Sløjfninger, men ogsaa med den Omhu for Udtalen,
som den gode Sprogbrug kræver, med vekslende Blødhed og Fasthed,
ikke saa blødt, som Sproget i Almindelighed- frister til, ikke saa
liaardt, at det bliver udansk, vekslende etter Talens skiftende Karak-
ter, med alle de Nuancer, som selve Sprogudtalen rummer, fra den
letteste, hurtige, dagligdags Tone til de stærke Stemningers Sprog,
hvor Vrede eller Begejstring eller andre store Følelser taar os til at
bruge Sprogets fasteste og mest energiske Former.
I Talesproget bruger vi som bekendt aldrig Verberne i Flertalsform.
Derfor hører det med til at levendegøre Læsningen, at vi omsætter
Skriftsprogets Flertalsformer af Verberne til Enkelttalsformer, hvad
man hurtig vænner sig til. I Vers maa det dog aldrig gøres, naar
det vil forstyrre Rimet eller Rytmen (ved at forandre Stavelsernes Antal).
Faar vi et saaledes renset og plejet, men tillige frit og naturligt
Sprog i vor Tale- og vor Læsning, saa kan vi have Lov til at pi ise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
