Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det som den højbaarne Jomfru, som vi nu har givet en anstændig
Klædning paa.
Men naar Digteren sang, og vi gentog hans Ord om det dejlige
Modersmaal, der har saa mild en Klang, da tænkte, ingen af os vel’
alene paa Sprogets ydre Vellyd. Navnlig naar vi kom længer ind i
Sangen, naar det lød om »hver Sang, som Folket kender«, »hver
kraftig Skæmt«, »hvert Ord, der kom fra Hjertet, og som til Hjertet
naar«, da var vi inde ved Sprogets Kerne, ved dets Sjæl, den, der
finder sit Udtryk i T al et onerne. Og gælder det dem, har vi Lov til
af fuldt Bryst og af fuldt Hjerte at synge om vort dejlige Moders-
maal, for jeg tror, at der er faa Sprog, der ejer paa engang saa for-
dringsløse og saa ærlige, ægte Toner. Naar vi prøver paa at tro, at
det ejer særlig Klangskønhed, saa tager vi sikkert fejl, skønt vi
kan gøre saa uhyre meget for dets Velklang, og skal gøre det, for
ikke at skæmme dets virkelige og største Skønhed, den, der lig-
ger i dets T o n efa ld , dets smaa, men netop derfor saa fine og
følsomme Nuancer. Her ejer vort Sprog en Skønhed, som endogsaa
fremmede beundrer, naar de har levet længe nok sammen med det
til at faa Øret op derfor. Vort Sprog er til en vis Grad monotont,
det spænder kun over en lille Tonerække; men inden for den ligger
en Rigdom af Nuancer, og netop dertor ligger de saa tæt, at kun en
ubetydelig Bevægelse i Tonen, en ganske lille Stigning eller Sænkning,
giver den et andet Udtryk.
I andre Sprog med en mere udpræget Melodi, hvor Tonerne gaar
op i store Højder og sænker sig ned i dybe Dale, skal der langt større
Bevægelser til at udtrykke Talens Nuancer. I vort melodiløse Sprog
betyder hver en nok saa lille Stigning eller Sænkning noget, den ud-
trykker noget sjæleligt, der ikke først skal arbejde sig igennem en
stereotyp Sprogmelodi. Den fremmede hører i Begyndelsen ikke
dette. Han hører kun Monotonien og finder Sproget fladt, fladt som
vort Land. Men lever han her i længere Tid, saa ser han, at Landet
slet ikke er saa fladt, at det ejer en Uendelighed af Bakkebølger med
den rigeste Afveksling i sine fine Linier, og han hører, hvorledes
Sproget af vort bølgende Land og af vort bølgende Hav har lært sin
jævne, fine, bølgende Melodi; og bruges det stundom næsten ganske
monotont, saa fornemmes der deri en Stemning, der er nær i Slægt
med vor flade Strand, vor vidtudstrakte Hede, vor stille Indsø med
de lave, skovkranste Bredder.
Disse ejendommelige, danske Toner, som vi ubevidst bruger i vor
Tale, skal vi ogsaa have ind i vor Læsning, for at den kan blive
levende som vor Tale. Det er ikke nok til at naa dette Maal, at vi
bruger Talesproget; vi maa have Tale tonerne med. Sproget er kun
VORT HJEM. I. Bd. 3. Afsnit. ■
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
