Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skallen, Tonerne er Kernen. Skallen kan være uren og forsømt og
trænge til at pudses, Kernen er ren, er Sjælen i Talen, der saa
levende som muligt skal omplantes i Læsningen for at give den sit
egentlige Liv.
Men her er der en Hindring, som maa fjernes, et R y d n i n g s -
ar bejde, som først maa foretages, og som kræver baade Energi og
Taalmodiglied, og det er at faa Bugt med den almindelige, tilvante
Læs em elod i, som vi næsten alle bar. Det var den, jeg sigtede til,
da jeg talte om det døde Læseforedrags stive Korset, der knager af
Grammatik og Analyse. Den bar jeg engang udførlig behandlet i
et Foredrag for Lærere og Lærerinder og paavist dens formentlige
Oprindelse fra Analysen i Skolen (jfr. »Om Oplæsning« 1897, III, IV
og V). Jeg skal her kun tilføje, at,Læseforedraget maaske ogsaa kan
have sin Grund i den læsendes Tilbøjelighed til at holde det læste
objektivt uden for sig, en vis dansk Skyhed for den personlige Hen-
givelse; derfor giver man kun Indholdet, kun Kendsgerningerne. Vist
er det, at dette læsende Foredrag aldrig opnaar at give andet end
Kendsgerninger, — eller Doktriner, naar Talen er om abstrakte Ting.
Medens dette Foredrag hos os yderst sjældent høres i Talen, og da
kun, naar vi refererer eller opremser ret ligegyldige Ting, er der en
anden Nation, der meget hyppig bruger det i Talen, og det er næppe
af Skyhed og Blufærdighed, men fordi den næsten altid meddeler
uimodsigelige Kendsgerninger og docerer sine Medmennesker. Abnormt
kan det samme forekomme hos enkelte danske, der lider af den samme
Tilbøjelighed. Og de taler eller fortæller just ikke stemningsfuldt.
Stemning kan nemlig absolut ikke forenes med dette refererende og
docerende Foredrag.
Derfor kan til Nød vore gamle Prosaforfattere taale at blive
læst op paa den Maade. Vore ældre Digtere skrev jo næsten altid
paa Vers, medens de behandlede Prosaen, paa enkelte Undtagelser
nær (Blicher, H. C. Andersen), ret konventionelt; og paa Vers bruger
vi mærkelig nok saare sjældent denne Læsemanér. Men de stakkels
nyere Prosaister (fra Goldschmidt af), der altid giver noget bag Ordene,
der vil vække Stemning, male og anskueliggøre for Sanserne, —
hvor magert for dem at blive gengivet blot som Kendsgerning eller
Doktrin. Det var vel en af Grundene til, at man i Begyndelsen fandt
J. P. Jacobsen saa unaturlig og søgt. »Der burde have været Roser«
blev læst op som en moralsk Forskrift: »der b u r d e have været Roser«,
næsten med løftet Pegefinger — i Stedet for at det er en svag Mand,
der sidder i en Niche paa Solsiden af en romersk Landevej og slik-
ker Solskin, og er falden hen i Beskuelse af en Smedejernsbalkon i
Muren ligeoverfor, og i sin Fantasi udsmykker den, som den vel en-
gang har været: »der burde have været Roser«, bryder han endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
