Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud; og saa prøver han som en Maler først med de gule, og saa med
de smaa røde. Men det kan rigtignok ikke læses som Kendsgerning
uden at blive flovt.
At faa Øret op for denne almindelig tilvante, stærkt indgroede,
uendelig kedelige, stemningsdræbende Læsemanér, er det første, det
kommer an paa for at faa den udryddet. Man maa høre nøje paa,
hvordan man selv og andre læser, og sammenligne det med, hvordan
man selv og andre taler, og saa efterhaanden søge at bekæmpe Læse-
tonerne med Taletonerne.
Den første Iagttagelse, man vil gøre, er da den, at man ofte læser
et andet Sted i S t e m m e n end der, hvor man taler. Nogle
lægger Stemmen op, navnlig de, der er vant til at læse i et større
0
Rum, en Skoleklasse f. Eks., eller for tunghøre, andre lægger den ned
og mumler og gumler nede i Stemmens dybeste Toner, atter andre, og
det er vist de fleste, begynder højt oppe*og daler saa efter Tyngdens
Lov for det livløse, efter at have slaaet et lille Sving opad foran hvert
Komma for at modarbejde denne Lov, jævnt nedad mod Punktum.
Saadan bærer Talen sig ikke ad. Man taler i Reglen i Midten af Stemmen,
og der bærer Talen sig i et jævnt Plan med sine smaa bølgebevægelser,
med Stigning paa de betonede Stavelser og Sænkning paa de ube-
tonede, men baaren oppe til det sidste, tor saa til allersidst paa den
sidste betonede Stavelse at sænke Stemmen paa en Tone, der tilfreds-
stiller Øret som Afslutning.
Det samme skal Læsningen gøre. Saa bliver man heller ikke træt
paa Stemmen, saadan som det sker med det for høje Stemmeleje og
endnu mere med det dybe. Naturligvis er der Tilfælde, hvor vi skal
op i et højere eller ned i et dybere Leje, og det er netop akkurat de
Steder, hvor Talen vilde gøre det, af indre Grunde, nien ikke som
stereotyp Læsetone. Talen skifter Tonart efter den Stemning, hvori
der tales. Ligesaa Læsningen, om den skal have Stemning.
Endvidere vil man lægge Mærke til, at Talen ofte har sine A d-
skillelser p a a a n d r e Steder end Læsningen. Skriftsproget bru-
ger nemlig en I n t e r p u n k t i o n , hvorefter Læsningen plejer og er
opdraget til at rette sig. Men den er væsentlig grammatisk, fornem-
melig for Kommaets Vedkommende, der først og fremmest betegner
Sætningsadskillelse. Men vi taler ikke i adskilte Sætninger. I de Tan-
ker, vi udtaler, hører ofte flere Sætninger saa tæt sammen, at de ikke
taaler at adskilles, medens paa den anden Side den levende Tale er
saaledes beskaffen, at den kan brækkes over paa mange Punkter,
hvor der ingen Komma staar, uden at den derfor lalder fra hinanden.
En mindre Adskillelse i Tanken betegner vi ganske vist ved Komma,
os den udtrykkes i Talen ved en mindre Sænkning af Stemmen paa
den sidste ubetonede Stavelse (ikke ved en Stigning som i Læse-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
