Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale og Oplæsning. Af kgl. Skuespiller P. Jerndorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sænkning, og forstærker dem; ofte ogsaa med de mindre; men her
er tit Sænkningen alene uden Pause tilstrækkelig.
A n s k u e l i g h e d s p a u s e n sætter vi ofte efter Subjektet, navnlig naar
dette er sammensat, for ligesom at samle det og stille det klart frem,
før man fortæller noget om det (»En hvidlokket, krumbøjet Olding’
kom langsomt stavrende frem«). Eller efter en Tids- eller Stedsbestem-
melse, saa man har dem klart, før man beretter, hvad der skete paa
den Tid eller det Sted (»En stille varm Septemberdag ’ vandrede jeg
langt ud i Heden«) (»neden for Haverne langs Fjorden ’ løb en snirklet
og bugtet Spadseresti«), Eller foran en Præposition med sin Styrelse,
navnlig naar denne er tæt forbunden med en relativ Sætning (»han
led grusomt i sit Hjerte ’ ved den Ødselhed, som her udfoldedes«).
Eller for at fremhæve noget overraskende (»Rødhætte gik igennem
Skoven, og der mødte hun ’en Ulv«). Eller elter et Indskud (ikke før,
hvad man ofte fristes til, fordi det staar mellem to Kommaer) (»Følg
mig«,~sagde hun,’ »saa skal jeg vise dig noget«) o. s. v.*).
Har vi nu lært at bruge Talens naturlige Stemmeleje i vor Læs-
ning, lært at gøre Adskillelserne (de delvise eller hele Afslutninger)
og Afbrydelserne (Standsninger, Pauser) paa de rette Steder og paa
den rette Maade, saa skal vi paa dette Grundlag og i disse Rammer
flette Talens egentlige Væv.
Vi har talt om den danske Tales bølge nd e Melodi. Den frem-
kommer ved den jævne Afveksling mellem v æ g t f u l d e og v æ g t-
løse, og tillige mellem h ø je r e og dyb ere Toner. Vægtfuld Tone
og høj Tone samles ofte i een Betegnelse, Accent, hvad der kan have
en vis Berettigelse, da de to Ting i Reglen tølges ad. Men da de
ogsaa kan være uafhængige af hinanden, og da man med Udtrykket
Accent snart mener den vægtfulde, snart den høje Tone, bliver det
klarere, naar man behandler dem hver lor sig og undgaar Betegnel-
sen Accent.
Allerede det enkelte Ord, der har mer end een Stavelse, har sin
eller sine vægt ful de og sin eller sine vægt løse Stavelser, et For-
hold, som de bevarer, naar de føjes sammen i fortløbende Tale; her
kommer saa Enstavelsesordene med og laar snart Vægt, snait ikke.
*) Eksempel paa Forskellen mellem Interpunktionens og Talens Adskillelsei.
»Sandheden var, ’ at han ikke kendte nogen, han kunde give sit Hjerte hen
til, ’ men længtes med pludselig, fireogtyveaarig Magt efter den, han kunde
byde det, ’ efter den, som var værdig til at modtage det hele selvstændige Men-
neske,^han havde skabt, ’ og til Gengæld skænke ham hele hin anede, forunder-
lige Lyksalighed, ’ som er,’ som m aa være i Verden, eftersom man ti or saa fast
derpaa.« (Goldschmidt: Den flyvende Post.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
