Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vor Klædedragts Oprindelse. Af Professor, Direktør Pietro Krohn - Riddertidens Dragter - Det fjortende Aarhundredes Dragter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vægeiser, i hans Hænders Stilling som i hans Hoveds Hældning,
noget søgt og kvindeagtigt. Det er betegnende og saare mærkeligt,
at den kvindelige Magt kunde være stærk nok til at omforme og
til i sit Billede at danne den i Vaabenbrug øvede, til krigerske
Idrætter altid beredte Mand.
DET FJORTENDE AARHUNDREDES DRAGTER.
Den Tugt, den Smag i Adfærd og Klædedragt, som prægede Rid-
dertiden, svandt bort med Minnesangen og Kvindetilbedelsen. I det
fjortende Aarhundrede er Riddertiden forbi — og Næverettens Tid
begyndte, da enhver vilde være Herre, ingen lyde. Sæderne forfaldt,
de dybe og stærke Modsætninger mellem de forskellige Folks, de
forskellige Stænders, de enkelte Menneskers Interesser og Anskuel-
ser traadte skarpt frem. Fra Midten af dette Aarhundrede kan man
begynde at tale om Moder, som vekslende gjorde sig gældende over-
alt i den civiliserede Verden. I ethvert Tilfælde var det bevidst, at
Dragten var Modens Ændringer undergiven. I en fransk Bog fra
denne Tid siger den gamle Ridder de la Tour-Landry til sin Datter:
»Efterlign ikke de Kvinder, som, naar de se et nyt Klædningsstykke,
gaa til deres Mand og sige: »Nej, hvor det er smukt, aa, kære Mand,
siv mis det«. Naar Manden svarer: »Kære Kone, de forstandige
o o
Fruer, Fru den og den, bære det ikke«, saa siger hun paa ny: »Hvad
gør det, naar blot én bærer det, kan jeg ogsaa«.«
I Frankrig dannedes i Slutningen af det 13. Aarh. de nye Moder,
som fik Indflydelse paa Mellem- og Vesteuropa. Luksus tog stærkt
til ved det franske Hof, Guld og Sølv, Perler og kostbare Stene
smykkede Dragten. Ved Kong Philip den Tredies Bryllup — han
regerede fra 1270 til 1285 — vare Mændene iførte Skarlagens Klæder,
Damerne havde Kjortler af Guldmor broderede med Perler og besatte
med Ædelstene, de bare endog Bælter af massivt Guld. Tidligt kla-
gedes over Franskmændenes Lyst til at pynte sig og til hyppigt at
ændre Klædedragt, og det er jo ikke blevet bedre med Tiden. Fra
Nederlandene fik man de fine Klædevarer. Fra Orienten havde Fyr-
sterne hidtil maattet lade hente alle Silkestoffer. Da man i det 13.
Aarhundrede begyndte at væve Silke og Fløjl i Italien, blev Brugen
af disse kostbare Sager langt almindeligere. Og nu var det ikke
Hoffet og Ridderskabet, alene, som klædte sig i rige Klæder, men det
var ogsaa Borgerstanden. Der ankedes over, at der ingen Forskel var
mellem Menneskene, en Prins kan ikke mere ved sine Klæder skel-
nes fra en Haandværker. Saa tog Fyrsterne rundt om i Landene
Tilflugt til Love og Forordninger for at værne om deres Rettigheder,
de udstedte Forbud mod Luksus og Overdaadighed i Klædedragt, og
det blev de ved med gennem de følgende Aarliundreder. Men da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
