Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Økonomi i Fortid og Nutid. Af kgl. Fuldmægtig Adolph Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skarp og bestemt; der taales i Reglen ingen fremmede Konkurrenter,
idet paa den ene Side Bonden kun maa sælge sine Varer i den nær-
meste Købstad, og paa den anden Side Haandværkerlavene vaage over,
at hver By beholder sit Opland for sig selv. Udelukkelsen af Kon-
kurrencen muliggør faste, lovbestemte Takster for adskillige Varer,
og saavel disse som andre lignende Tvangsbestemmelser medføre atter,
at man af Hensyn til at lette Kontrollen anviser Sælgerne af samme
Slags Varer Pladser ved Siden af hinanden paa Torvet eller Markedet.
Denne sidste Forholdsregel bibeholdtes delvis, da Torvehandelen i
senere Tider fortrængtes af Butikshandelen; derfor finder man endnu
den Dag i Dag ofte Haandværkere af samme Fag boende Side om
Side i enkelte bestemte Gader (Børstenbinderne i Antoniestræde).
Det vil ses, at man nu er naaet frem til en forholdsvis-betydelig
Organisation. . Sondringen mellem de agerdyrkende Landboere og
den industridrivende Bybefolkning, som fra først af er svag og ube-
stemt, fæstner sig mere og mere. Der opstaar særlige By-Interesser,
som varetages af de til Tider ret indflydelsesrige Lav. Disse lykkes
det at gennemføre en Lovgivning, hvorved saa godt som al industriel
Virksomhed og Handel monopoliseres for Købstæderne. Eksempel-
vis kan det anføres, at Christian den Femtes Danske Lov fastslaar
følgende:
»Ingen Haandverksmand maa boe paa Lands-Byen, undtagen
Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som
giøre sorte Potter, Hiulmænd, Muurmestere, Skindere, Vævere, som
væve Vadmel, Blaar- og Hampe-Lærred, Skrædere, som sye Vadmel,
og de Skoemagere, som sye Bønder-Sko.«
Denne Bestemmelse er dog mindre streng end den efterfølgende
om Handelen:
»Ingen, i hvo det være kand, maa bruge noget Kiøbmandskab paa
Landet og i Landsbyerne til Forprang med Alne, Maade, eller Vægt,
eller sælge nogen Kram-Vare, Staal, Salt, eller fremmed Humle, under
Varenes Forbrydelse.«
Paa denne Maade var Købstadboernes — eller i hvert Fald Lavs-
medlemmernes — materielle Interesser godt beskyttede, og man kunde
vel vente, at Loven ogsaa vilde vise Retfærdighed til den anden Side.
Dette var dog ikke Tilfældet. Om Bøndernes Salg af deres Produkter
forordnedes følgende:
»Bønderne skulle føre deres Vare til Kiøbstæderne, og dem paa
offentlige Axel-Torve og Markeder fal holde, og ey dem til Høkkere
og Forprangere, som Landet omløbe, sælge. Giøre de herimod, have
forbrudt Varenes Værd til Kongen, og Vårene, om de af Kongens
Foged antreffes kunde, iligemaade være Kongen hiemfaldne.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
