Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arv - III. Testamentsarv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sin egen Vankelmodiglied eller sine ukontrollerede Luner, i sit Testa-
mente erklærer, at hvis der efter hans Død skulde findes Testamenter
af senere Dato end dette Testamente, da skulle de senere Testamenter
ikke gælde. Men, som sagt, en saadan Udtalelse er betydningsløs,
da den jo kun indeholder Testators Løfte til sig selv.
Noget andet er, hvis Testator afgiver et Løfte til den ved Testa-
mentet begunstigede. Lige over for ham kan Testator »binde sin Testa-
tionsevne«, lige over for ham kan han gøre Testamentet uigenkalde-
ligt. En Overenskomst, hvorved en Testator saaledes forpligter sig til
ikke at tilbagekalde det Testament, der er oprettet til Fordel for den
anden, er en Arvepagt] og for at indgaa en saadan maa man have
de almindelige Myndighedsbetingelser.
Det kan ofte være højst tvivlsomt, om der er indgaaet Arvepagt,
eller om der blot er genkaldeligt Testamente. En Meddelelse til Ar-
vingen om, at han er indsat i mit Testamente, kan betyde en Arve-
pagt, kan betyde et Løfte om ikke at kalde Testamentet tilbage, men
i Almindelighed har saadan Meddelelse ikke denne Betydning. Et
gensidigt Testamente, særlig mellem Ægtefolk, kan betyde, at ingen
af Ægtefællerne maa kalde tilbage, i hvert Fald ikke hemmeligt for
den anden, men behøver ikke at betyde det. Paa dette Punkt rejser
der sig ofte, af Mangel paa Tydelighed i Parternes Optræden, Strid
mellem Arvinger.
D ø dsg aver.
Hyppigst af alle Arvestridigheder er dog den Strid, der drejer sig § so.
om, hvorvidt en Disposition er en »Dødsgave« eller en »Livsgave«.
Til Forstaaelse heraf maa huskes, hvad tidligere er fremhævet, at een
Ting er, om jeg efter Loven skal efterlade mit Bo til bestemte Ar-
vinger— Tvangsarvingerne—; en anden Ting er, om jeg ogsaa skal
sørge for, at der virkelig er noget at arve. Arveloven lægger jo for-
skellige Baand paa mig i førstnævnte Henseende; den indskrænker
min Frihed til at testamentere og indretter Tvangsarv; men den giver
mig fuld Frihed i sidstnævnte Henseende. Jeg er i min Skalten og
Valten med min Formue i levende Live ikke i mindste Maade ind-
skrænket af Hensyn til mine Tvangsarvinger. Alt kan jeg forære bort
til hvem jeg vil. Og den samme Frihed, som jeg i denne Henseende
har over for mine egne Arvinger, har jeg, naar jeg sidder i uskiftet
Bo, over for min afdøde Ægtefælles Arvinger. Loven har ment, at
naar jeg vilde underkaste mig selv Savnet af min Formue ved at skille
mig ved den i levende Live, saa maatte ogsaa Arvingerne finde sig i at
være den foruden. Gaver i levende Live -— »Livsgaver« — ere derfor
gyldige og kunne ikke omstødes af Tvangsarvingerne, ikke angribes
af andre arveberettigede. Omvendt, hvis Arveladeren ikke vil af med
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
