Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maksim Maksimitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Og. Tak, fordi De ikke har glemt mig!» tilføjede han
og greb hans Haand.
Den gamle Kaptajn rynkede Panden. Han følte
sig dybt krænket, skjønt han gjorde sig al mulig
Umage for at skjule det.
«Nu har jeg hørt det med!» brummede han.
«Saa De tror virkelig, at jeg kunde glemme Dem!
Naa, Lykke paa Rejsen da! Jeg havde rigtignok
ikke troet, at vort Gjensyn skulde løbe af paa den
Maade. »
«Ja, hvad mener De egentlig?» sagde Petschorin
og omfavnede ham. «Jeg er jo ganske den samme,
som jeg altid har været. Vi maa skilles, og der er
ikke noget ved det at gjøre. Farvel — vi ses vel
næppe mere igjen.» Saa saare han havde sagt disse
Ord, sprang han op i Vognen, og Kusken, som samlede
Tømmerne, begyndte at smække med Tungen.
«Men saa bi dog et Øjeblik!» raabte Maksim
Maksimitsch og tog fat i Vogndøren. Der er jo en
Ting, jeg nær havde glemt! Hvad skal jeg gjøre med
de Papirer, De i sin Tid har betroet mig, og som jeg
slæber med mig alle Vegne?»
«Aa, gjør med dem, hvad De vil!» svarede Pet
schorin. — «Farvel!» Og i det samme satte Vognen
sig i Bevægelse.
«Naa, saa De tåger virkelig til Persien! — Og
naar kommer De igjen?» raabte Kaptajnen efter ham.
Petschorin svarede ikke, men gjorde et Tegn med
Haanden, som omsat i Ord vilde have lydt saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
