Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Eftermæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
byrde og opsendt takken til ham, som gjør alle ting
vei, som fører os paa underlige veie iblandt, de
forskjellige mennesker paa forskjellige livsveie, men
altid paa gode veie, naar maalet naaes, som er
sjælens evige, uforstyrrede samliv med Gud selv.
Og dette eftermæle skal digteren beholde, naar
alt andet skifter: den literære smag veksler jo med
de vekslende tiders behov, og Novalis har lidt saa
mange digteres skjæbne, først at hæves til skyerne
som det store geni, det uopnaaelige mønster, for
saa ligesaa ensidig at forkastes, haanes og —
glemmes. I aarhundredets første aartier stod Novalis
som den typiske digter, hans blaa blomst var
symbolet for alle romantikkens idealer, hvad enten idealet
var eventyrets brogede fantasiverden eller en herlig
riddertid, som for længst var svundet og aldrig lod
sig ønske tilbage — den havde vei i virkeligheden
aldrig eksisteret — eller det var et tusindaarigt rige,
hvor alle savn stilles, alle sorger slukkes, strid og
nød ei kjendes.
Træt af at søge uopnaaelige idealer, mat af
fantasiens vilde flugt vendte siegten sig igjen mod
jorden for at gjøre det mest mulige ud af den
forhaandenværende virkelighed; siegten lod idealerne
flyve og holdt sig til det reale som Goethes Meister,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
