Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Dyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyrene. 129
Anelser lod Luther sig en Dag synke ned paa en Tue
i Skoven. Her tilbragte han en af sine mørke Stun
der, da han misundte de Døde, og udbrød: «De er
lykkelige, for de hviler i Fred.» I samme Øieblik
kom en liden Rødkjælke og satte sig til at synge paa
en Gren i Nærheden. Luthers Øine vendte sig mod
den lille Sanger og betragtede den længe. Som en vel
gjørende Solstraale trængte Skovfuglens henrivende
Sorgløshed ind i hans Sjæl, saa han udbrød: «Dette
lille Væsen kjender hverken nogen Gud eller Frelser,
dets Liv er udsat for tusinde Farer, utallige Fiender
lurer Nat og Dag paa det, og ikke ved det, hvor det
imorgen skal finde sin Føde. Hvoraf kommer det, at
denne lille Fugl sidder saa rolig og tillidsfuld? Gud,
som den ikke engang kjender, maa altsaa have ind
givet den at lægge al sin Kummer paa ham ; derfor
synger den, som Liljen blomstrer, som Bækken risler
pludrende nedover ... Og jeg, som tror paa Faderen
i Himler, jeg var lige ved at give mig over i den Tro,
at alt var forgjæves! ...» Med disse Ord reiste
Luther sig styrket og anbefalede den Almægtige alle
sine Veie. Han havde lært, at vi undertiden har Brug
for én, der er langt ringere end os selv.
At miste et kjært Dyr er i Regelen en af vore
første Sorger. Dyrets Tilværelse er kort. Men har
du seet det dø\? Ja, da tænker jeg, du med mig vil
9 — Hjemmet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
