Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ida og Selma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 7
Forgjeves rækker Nat sin Valmuekalk:
Skjøndt paa mit Øie blødt dens Vinge hviler,
Omsvæver mig dog Yndighedsgestalter.
Skue hist den høie, ædle, blege Qvinde!
Skue hist den smukke, ømme Yndens Datter!
— Men tal du dunkle Taare, Natten dråk!
Tal blege Kind, hvis Rødme Elskov suged’
Og gjorde til min Kummers Monument.
Hvad Skikkelse maner du frem Phantasie?
— See, Høihed paa Panden den throner!
Om Læben livsalige Smiils Trylleri,
Du deilige Ida!
Ha! end udaf Elskov min Stemme jo toner.
Men ak! Skjebnens haarde, tungtrammende Haand
Dig bøied’ ved Kummer, og Roserne vege.
Min Kjærlighed skuer saa sorgfuld din Aand,
Du deilige Dødsbrud.
I Lidelsers Nat, og de Lilier saa blege!
Vemodig min Elskov var, haabløs jeg saae
Min Ida i Elskerens Arme.
Men stærkere monne mit Hjerte dog slaae
For yndige Selma!
Vee! Haabet kun nærer min Kjærligheds Varme.
En nyssprungen Rose min Selmalil er,
I Øiet Forglemmigei smiler,
Og himmelske Ynder den Rosenknop bær’,
Beskedent den rødmer,
Og Uskyld i Bægeret hviler.
Jeg drømte, jeg favned’ i Ungdommens Glands
Min Selma! jeg følte dit Hjerte
Mildtbankende — o da svandt Jordlivets Sands!
0 min Selma!
Jeg vaagned’ til tærende Smerte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
