Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Else Rustads Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
FRU ELSE RUSTAD S MINDE
Ei kan Mennesket kaste
sin Fakkel i Fremtidens Nat :
forgjæves gribe vi fat
de Timer, som evigen haste,
mod Evigheds maalløse Hav:
— ofte var Livet vor Roligheds Grav
kun i Dødens rolige Lunde
vil Skjebnen fredelig blunde.
Ja, vor Glæde er Blade,
som Skjebnen i Løbet os gav.
Med dem vor Vei til vor Grav
vi smykke saa barnligen glade.
— Men hvi vil jeg græde i Sang?
segnede Lillie til Sorgqvad mig tvang.
Ak! for Norges skjønneste Qvinde
jeg seer et taarevædt Minde.
Ja min Sorg vil jeg græde:
Du var jo saa skjøn og saa ung!
Ei saae jeg Skjebnen saa tung;
ved din maa selv Ondskaben græde.
Men altid din Gravhøi skal vaad
grønnes og blomstre ved Erindringens Graad,
der med Sorrig stedse skal knæle
ved Skjønheds tidlige Mæle.
Dit Liv jeg saae at glide sagte hen
— en Rose, der gynger paa Sølvbækkens Bølger:
ingen Vind, ingen Storme tør omtumle den,
de Blomster paa Bredden med Hilsen den følger;
men snart sig ved Bredden den Roseskjøn dølger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
