Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - I. Til Stella
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.94
druknes i et Øies milde
rosenkindomspundne Kilde ;
og saa mørkt, at Graad er Lys,
Knuden Vanvid næsten, aaben
kulsort Grav bag Neslehoben
Enden, og Musiken Gys.
Ak, med slige Sørgespil
maa mit Hjerte, stakkels Enke
more sig; og Laurbærsmiil
med Cypressetaarer stænke
i sin sjunkne Ungdomsborg,
hvor paa brusten Vold og Hjørne
hviner Uglesuk, og Sorg
piber der som vilde Tjøme,
voxer Vemods blege Rose.
(Gid det dog var Glemsels Mose!)
Eja, paa de høie Mure
Smiil som Purpurvimpler vajed,
Kindens Banner Skyen prajed,
Øjet var paa højen Tind
Bueskytte snar som Vind,
Latter bølged ud som Røg,
som Granater Vid og Spøg.
Nu med Jorden jevnt er Alt,
tæt og tykt i dybe Fure
smelter goldt, forbandet Salt.
Væk! væk! lad Alting synke!
Tandklokken briste i Mundens Capel!
Høialtarhjertet synke til Hel!
Lad det blive et Morads!
Jeg har aldrig lært at ynke
brustet, splintret, knust Pallads.
Frem sig hæve Kravebeen
som mit Hjertes Bautasten!
Troer du, at jeg angest saae
Lungens Gjenfærd hoppe paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
