Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - II. En sangfuld Sommermorgen paa Skreya
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 107
— Visner Skygger, Skyernes blege
Blomster! en Yngling viet I har til
Daad for sit Fædreneland: — Stella
signe min Daad!
(Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.)
Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled.
Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp
slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded!
Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende
Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder.
Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en
guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder,
Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede
Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen.
O nys klaged’ Lyngen, og Tusmørket græd med mig,
nær mig Selsnæpen dråk sin Gift af Duggen.
Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster:
Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød.
et
Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i
Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter.
Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!
En Sorg tømmer Sylvius’s Hjerte, saa Bunden han
alt kan skimte, ei blank som fordum Randen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
