Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VIII. Til Maurits Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 163
Jeg vil, trods Allums Hyl
(nu skal han blive udødelig her!)
fortælle, som Vist, Dig, at Kongsberg nu har Sølv.
Trøst dig, mit Norge! Se
syvfoldig Aaren er fremsprungen hist,
saa blank som en Lyra ved sorte Fjeldvæg sat!
Tys, er det en Cithar? Tys!
Jeg Hænderne seer vel saa tomme som forhen, men
Hjerterne fuldere.
Ak, mangen en Møe vel fik
formeget af Hjertesølv-gruben, saa smeltet det
drypper fra Øinene.
Hos mangenen Synder
den rige, strengede Grubes sære Druser,
som en hvid Arsenikdamp,
(hvis Drusen ligned ham Selv) paa Kinden farer.
Tys! Det synes sært, at en enkelt
liden Mand i den klingrende Grube graver
(Grav flittigt! Gliick auf!)
Som om Han paaeengang Berghauptmand
var og Stiger . . 0 Landet den Rigdom faaer dog!
(Grav flittigt! Gliick auf!)
Ha, hans Fingre flittige Stigere,
og bag Øje-parasol en flink Berghauptmand!
Bag Øje-skygge?
Ak han tør ei komme frem i Luften.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
