Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XIV. Haab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 171
Veed han, om Herskerens Sind er et Lyn,
skjult i en Sky, og
ilskt, som da Magnus bød Kalf med sin røde
Finger at vise Konningens Bane?
Stella min Regnbue knuste; ... i mild
Regn den sig løste!
Stella min Heimdal, mit Haab bort*fra Himlen
jog, og med skamrødt Aasyn han flygted’.
Drømmene, Haabets rødmossede Æt,
segned’, liig Rosens
Blade, naar Møen letsindig dem strøer paa
Jorden, skjøndt Barmens Snee den vil pryde.
Drømmende flygtede, som naar en Hær
vender de blege
Næser mod Hjemmet: de glimrende Faner
lader i Stikken: slåp er nu Tøilen.
Phaeton er jeg, der kjølede i
Popplernes Graad og
Floden sin sydende Plan: . . 0, mit Hjerte
tumles i sin Eridan af Taarer!
Cleanth.
Haabet slaaer Nakken mod Stjernen, og
snubler i Roser.
Haabet er Smertens Veninde: fra Glæden
flyer det, og siger:
eget non me.
Se, hvor dets Smiil er som Brudens, der
kjender sin Fryd, men
bly ei taler, mens Ahnelser bag de
deilige Tænder yngles iskjul.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
