Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XIV. Haab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 Digte
Spes er en Skjoldmøe, hvis Hjelm er en
Blaaklokke-taare,
Landsen Rosenqvist-smiil; men i Kampen
Kummerens sorte
Spydodde brast.
Evig hun tumles med Sorgen, og,
snar som Tartaren,
jager hun Graaden tilbage, og helder
Rynkerne fuld’ af
blegrøde Smiil.
Seilet, som hænger, liig pestmalte
Kinder, fra Masten
slapt, vil svulme, og Vimpelens Tunge
skoggerlee høit mod
Skyernes Barm!
Haabet, som Vinen, vil Kummeren
purpurrød farve:
Evigt drypper i sorgfulde Hjerter,
nedifra Stjernen,
Digteren.
Ørnen jeg ligner, som saaret ei kan
flagre til Reden.
— Mig Amazonen, ak Stella, med Øiets
glimrende Pile saared’ i Vingen.
Blaafjedret Pilen fra Ibenholtsbuen
(Øinenes Bryn) brat
foer, og da svinglede Ørnen i Luften:
Stella fra Byttet letfodet iled’!
Haabet, som Vim.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
