Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XVII. Napoleon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Digte.
— Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af
Havet et palmedækt Delos.
Friheden var den Latona,
som bag hans Sejres
Palmer ham Hæder, liig Phoebus,
liig Diana, ham Lykke
fødte glad.
Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den
krængende Snekke at styre!
Folkene lyttede, lige
Børa til Orcanen,
naar den med Fyrrenes Kroner
leger, træder i Støvet
Kupp’lens Spir.
Kongerne sådde paa Thronerne, Glenterne
lige i Redet med Hammen
børstet af Angst, med et stivnet
Blik, og med Nebbet
aabent, naar Guldørnens Vinger
fjernt de hørte at slaae den
svullne Sky.
Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne,
kjendte ei mere sit Løb i
Ørknen, da Mærket var tabt; thi
Hiins Hekatombers
blegrøde Bloddamp dem dækked1
Ganges hedere sprang fra
Himalah.
Nelson, som Fabelens Fafner paa Guidet, med
rullende Øine paa Østens
svulmende Purpurhav laae, som
Negren, der tæmmer
Landsen, til Løven fra Palme
lunden, ilende over
Sletten, gaacr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
