Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XVII. Napoleon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring 185
Snarer’ end Piilfjedren, krumrygget springer den
tvert over Sletten, og Brølet
ruller fra Fjeldet om Jæg’rens
Øre: saa slog alt
Seirenes Echo fra Alpen
fast mod Britternes vrede-
fyldte Seil.
Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende
Brutus! hvor skjalv de, bag tusind’
Gjærder af Trælle, for Ham, hvis
Hær var en Flok af
syngende Venner, som spændte
Gjærdet ned, hvis en Laure
glindsed bag!
Se, han Gemytternes Stormvind beherskede!
se, hvor den Donauen sortner!
Kongerne holde paa Kronen:
Folkene lee, og
vente med Længsel, at see den
komme drivende, liig en
Sæbebobl.
Større end Vestens Timoleon-Bolivar
formed’ hans Thyrsus en Verdens
Frihedsideer, der hang, som
knitrende Nordlys,
(skjønne som Hellas’s Skygger)
over Kongernes blege
Isse høit.
Disse, de blodige Drømme om Folkenes
Hevn, saae da, virkelig-blevne
storme mod Thronen, og gribe
Kroner som Druer.
Kronen var Lynildens Leder,
og Napoleons Sværdglimt
Lynet selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
